Vi klipper træer

Jeg har ingen ide om, hvor ideen kom fra. Men den dukkede pludselig op.







Et par dage før var Louise og jeg gået gennem forhallen, som bærer præg af mere end tres år på bagen, af generationer af børn og alt det en skole bliver udsat for. Louise fik spurgt om ikke den igangværende ombygning ville komme omkring forhallen. Jeg mente det ikke. De afsatte midler dækker vist ikke gamle og kedelige forhaller.

Et par dage senere stod jeg der igen. Stoppede op, lod være med bare at gå igennem. Kiggede rundt og kunne pludselig se hvordan de gamle teaktræspaneler kunne agere træstammer, hvordan de blå endevægge kunne være himmel og hvordan loftet kunne dækkes med blade og agere trækrone som velkomst på en grøn skole.

Jeg forelagde Louise ideen. Hun var med. Vi snakkede, overvejede, lagde planer og inden længe havde vi involveret den grønne dame - skolens grønne koordinator, der har fingeren på pulsen, masser af ideer i støbeskeen og er åben for hvad som helst.

Det krævede selvfølgelig tilsagn fra højere magter. Den grønne dame lovede at gå videre, og inden der var gået en halv time, stod chefen og spurgte hvor meget karton jeg mente at skulle bruge. Ti minutter senere var første portion bestilt, og jeg var i gang med at omdanne rigtige blade til store stiliserede udgaver, der kan klippes af små fingre i karton.









Næste del af projektet var at involvere resten af SFO. På vores første fælles møde forlagde jeg ideen, tegnede og fortalte. Alle støttede op, alle synes det var en god ide, og da fastelavn stod for døren satte vores børn saksen i de første blade. Senere fulgte også børnene i SFO1.

Den første portion blade satte jeg op sammen med to grinende tøser. De hoppede op og ned af stigen og satte blad efter blad fast i loftet med den medbragte hæfteklammepistol. Senere har jeg gjort det selv.

Træer vokser langsomt. Men dag for dag vokser bunken med blade. Jeg tegner op, når der ikke er flere i bunken med de uklippede, der ligger fremme sammen med sakse hver dag. Både børn, forældre og voksne klipper et blad eller to hver dag.

Når kassen med de klippede blade er ved at være fyldt, sætter jeg dem op.  Kravler op og ned af stigen, mens jeg kan konstatere at alene kan jeg ikke nå længere ud. Skolens store stige venter jeg lidt med at tage i brug - her skal vi også være flere. Og måske skal der med tiden findes en anden løsning. Måske har jeg lokaliseret et stillads vi kan få lov at låne.







Og med tiden er vi gået fra en stor trækrone til en lysning. Med tiden er det gået op for os, hvor højt der er til loftet - der går til kip. Og med tiden er tanken om et hul i midten slet ikke så utiltalende.

Heller ikke når chefpedellen hårdnakket påstår at have ja-hatten på, men alligevel mener alle de grønne blade vil få det til at blive noget mørkt.