Tour Eiffel

For et halvt års tid siden læste jeg Edward Rutherfurds London. En fiktiv roman baseret på historiske hændelser, der tilsammen giver et billede af hele Londons historie set gennem flere opdigtede slægters øjne. Jeg er egentlig mest til krimier, men jeg synes den var spændende. Rutherfurd har skrevet flere bøger om storbyer, og lige inden efterårsferien kunne jeg hente Paris på biblioteket. Bogen blev hjemme, men ligger nu på natbordet.

Mens London er opbygget helt kronologisk, springer Paris frem og tilbage i tiden. Lige nu er den ene af hovedpersonerne med til at bygge Eiffeltårnet, og heldigt nok har monsieur Eiffel et godt øje til den unge arbejder, og fortæller med mellemrum om tankerne bag byggeriet.

Eiffeltårnet blev bygget til Verdensudstillingen i 1889. Paris var vært for flere Verdensudstillinger omkring århundredeskiftet og for hver gang blev der bygget i byen, og hver eneste ny bygning skulle være mere storslået end den foregående. Kommiteen, der stod for udstillingen ønskede en form for indgangsportal, hvorigennem gæsterne skulle ankomme, efter at være gået over Seinen ad Pont d’iena, og gå videre ind på det store område Champ de Mars - parken foran militærakademiet, der blev brugt som skueplads til alle Verdensudstillingerne.

Kommiteen modtog over syvhundrede foreslag til den ønskede port, ingen levede for alvor op til forventningerne, indtil Gustave Eiffel kom på banen. Eiffel var arkitekt og bygningskonstruktør. Inden arbejdet med Eiffeltårnet havde han bygget mange store bygningsværker rundt om i Verden. Det var også Eiffel der stod bag konstruktionen af Statue of Liberty, som den franske stat forærede New York efter uafhængighedskrigen. Statuen er skabt af Frédéric Auguste Bartholdi, en fransk skulptør, men selve konstruktionen, der både giver publikum mulighed for at komme til tops, og lader den formentlig temmelig friske havbrise passere, uden at skade monumentet er udtænkt af Eiffel.

Da Eiffel endelig havde overbevist kommiteen om at hans tårn, som han allerede havde tegnet året før, og forsøgt bygget i Barcelona, men som de ikke ville have, blev opgaven fordelt så Paris by skænkede grunden, tårnet skulle bygges på, og den franske regering gav et tilskud på halvanden million til byggeriet. Resten betalte Eiffel selv. Til gengæld fik han brugsretten i tyve år, hvorefter tårnet skulle rives ned igen, og ejerskabet føres tilbage til byen. Det viste sig at være en god forretning, Eiffel lod helt almindelige mennesker komme til tops og se ud over byen for fem franc, og allerede i løbet af det første år efter Verdensudstillingen havde han indtjent de fleste af de fem millioner franc han selv lagde i projektet.

Tårnet var i mange år, også inden byggeriet tog fart, omstridt. Mange parisere og fremtrædende personligheder synes det var en skændsel. Og rigtig mange glædede sig til at se det fjernet igen efter de tyve år det havde fået lov at stå. Året før det skulle rives ned, blev der tilføjet en antenne, telekommunikationen var undervejs, under første Verdenskrig viste tårnet sit værd i kommunkationsøjemed og i sidste ende fik det lov at stå. Senere undersøgelser og computeranimationer har vist at det højst sandsynligt kan blive stående længe endnu.

Eiffel konstruerede ikke bare et tårn, der kunne modstå vind. Han brugte også materialer der holder, og konstruktionen og byggeriet var så snedigt og genialt, at der ikke på datiden var set dets lige. Bygningen af tårnet tog mindre end to år, og den første lange tid skete der for den udenforstående ikke rigtigt noget. Alle elementerne blev fremstrillet et andet sted i byen og de fire fødder eller fundamenter, der bærer hele konstruktionen blev gravet ud ved håndkraft i en dybde af ni til fjorten meter – hver på et areal af seksogtyve kvadratmeter.

Hver af de kæmpestore fødder hviler på et hydraulisk grundlag, der sammen med et system af sand kunne hældes mere eller mindre, og på den måde kunne tårnet rettes til, så det var hundrede procent vandret, da det nåede første etage, og de fire ben ikke længere var særskilte bygningsværker.

Eiffeltårnet blev bygget fra bunden og op. Det var konstrueret som et kæmpemæssigt Mekanosæt, og arbejderne skulle blot nitte delene sammen under vejs i opbygningen. Arbejdet var farligt, men Eiffel konstruerede ikke kun tårnet, han udtænkte også sikkerhedssystemer, der betød at kun en enkelt arbejder mistede livet under byggeriet.

Delene til tårnet, der blev fragtet gennem byen, vejede ikke mere end de kunne løftes på plads med kraner. Da kranerne ikke længere slog til, fordi de ganske simpelt ikke kunne nå højt nok op, brugte Eiffel skinnerne til de kommende elevatorer til specialbyggede skinnekørende kraner, der kunne løfte de kommende dele op.

Længe før tårnet nåede den endelige højde på 300 meter, var det Verdens højeste bygning. I dag regnes tårnet for 324 meter højt, de sidste meter stammer fra antennen, der i dag sidder på toppen. Selve tårnet vejer 7000 tons, det er bygget af jern, er nittet sammen af 2,5 millioner nitter og der er 1.665 trin til toppen. Det tog 300 arbejdere at bygge tårnet, der bliver malet hver 7. år.

Der går 40 tons maling til hele tårnet, i tre forskellige gråbrune farver. Den mørkeste nederst og den lyseste øverst. Jeg går ud fra, at det får tårnet rent optisk til at fremstå ensfarvet. På fronten af første etage er hele vejen rundt om tårnet indgraveret navnene på 72 franske vidensskabsmænd. Bogstaverne er 60 centimeter høje.

Eiffel brugte senere tårnet til at studere tyngdekraft, og vindmodstand. han smed ganske simpelt ting ud fra toppen af tårnet, hvor han også havde indrettet en lejlighed.

Eiffeltårnet er noget højere end fjernsynstårnet i Berlin, som Emilie var oppe i sammen med klassen, da hun sidste år var i Berlin. Det var et smukt syn sagde hun, men det var ikke rart. Højdeskrækken satte en stopper for yderligere nydelse af oplevelsen. Alligevel var hun ikke i tvivl om, at vi skulle op. Helt op.

Vi kan ikke tage til Paris, uden at gå i Eiffeltårnet, sagde hun. Så det gjorde vi.Vi ankom fra parksiden. Fra dagen før med kanalrundfart, vidste vi at der stod afsindig mange pågående sælgere og andre ubehagelige mennesker på den anden side – tættest ved metrostationen. Derfor valgte vi helt bevidst at køre en station længere og gå et længere stykke, før vi nåede tårnet. Det kan anbefales. Det var næsten ikke nogen mennesker på parksiden og de sælgere der var, var langt mindre pågående og aggressive.

Vi var forbedret på at skulle vente i længere tid, men efteråret er åbenbart ikke højsæsson for besøg i Tour Eiffel. I hvert fald gik vi nærmest lige gennem sikkerhedskontrol, billetkøb, sikkerhedskontrol og frem til elevatoren. Her skulle vi vente lidt – bare til den kom ned igen. Fra platformen på anden sal skulle vi med endnu en elevator. Her ventede vi noget længere. Længe nok til at Emilie var ved at fortryde. Samtidig var hun klar over, at hun med sikkerhed ville fortryde, hvis hun gik ned uden at have været helt oppe. Men helt oppe skulle overståes hurtigst muligt, så platformen på anden sal måtte vente til vi kom ned igen.

Endelig kunne vi mase os ind i en elevator sammen med andre forventningsfulde besøgende. Som vi kørte opad blev omgivelserne synlige og Emilie knap så tilfreds med situationen. Hun lukkede øjnene, jeg holdt godt fast i hende, bare fordi det føltes mest trygt. En lille dreng undrede sig højlydt over hvorfor hun lukkede øjnene, og da det gik op for os at vi kommunikerede på samme sprog nåede jeg at tale med drengens forældre om hvor dejligt det var med ferie i oktober, mens drengen stadig synes de lukkede øjne var mere mærkelige end at møde landsmænd ude i den store Verden.

Da først vi gik fra elevatoren på toppen var det ikke helt så slemt. Sagde Emilie. Vi nåede hele vejen rundt – der er ikke så langt, vi nåede at konstatere at toppen af tårnet på Københavns Rådhus kun omtrent når en trediedel op af Eiffeltårnet. Vi konstaterede også at der findes langt højere bygninger rundt om i Verden. Alt samme illustreret af en linie af tegninger rundt øverst på væggen i den indre del af tårnets top.

Ude nåede vi et par billeder i kassen, inden vi igen stillede os i kø til elevatoren ned. Denne gang skulle vi ikke vente ret længe og på anden sal fik vi tid til både et toiletbesøg, en smule flere billeder, udpegning af seværdigheder (det var der hverken tid eller overskud til øverst oppe) og køb af et par af de allestedsnærværende macarons, som Emilie synes er fantastiske.

Jeg gad godt have stoppet på første sal, men nu havde Emilie fået nok, og havde brug for fast grund under fødderne. Altså tog vi ned igen.

Hun gjorde det, og jeg synes det var sejt.

Ovenstående er baseret på en snart tredive år gammel reportage i Ingeniøren, Viden om på dr.dk, en artikel i Politiken, Tour Eiffels egen side, Wikipedia – både om tårnet og om ingeniøren, en visitor’s guide til tårnet og til dels Edward Rutherfurds Paris.