En mærkelig frugt

Vi kom gående gennem Champ de Mars mod Eiffeltårnet. Vi kom ind i parken cirka halvvejs mellem tårnet og militærakademiet i den anden ende, via et par kringlede gader og en enkel lille park i et boligområde.

Som vi nærmede os tårnet lagde jeg mærke til at der under et træ lå noget, der mest af alt lignede en mark fuld af tennisbolde. Det var helt forkert og meget mærkeligt at der skulle ligge så mange tennisbolde på græsset under et træ. Det måtte selvfølgelig undersøges nærmere.

Tættere på viste det sig at de grønne bolde var frugter. Der hang flere i træet, der også var forsynet med et lille skilt, der fortalte om træet og frugterne. Jeg kunne ikke rigtig læse hvad der stod, men netforbindelsen hjem virkede, så mens Emilie og jeg var på eventyr i tårnet fik Anders tilsendt billeder af både ydre og indre – der bestemt ikke så moden ud, et forsøg på zoom af skiltet og en så vidt mulig beskrivelse af frugten –hård overflade, ingen lugt etc.

Nede igen havde han slået op, genfortalt en del og om ikke andet klargjort at frugterne findes. Jeg aner ikke om de smager godt, men på tilbagevejen slog vi et smut forbi træet igen, og fik i den forbindelse en forholdsvis kort snak med en far, hvis datter helt sikkert også så dem som bolde.

Hun ville bare sparke til dem, mens faren var ligeså nysgerrig som jeg, men knap så god til engelsk. jeg forsøgte med mit gebrokne fransk, han med sit lidt bedre engelske og vi nåede til en enighed om at frugterne er i familie med morbær. Ikke at jeg følte mig meget klogere.

Frugten hedder Oraenger des Osages eller osagetorn. Frugten er som sagt i familie med morbær, som åbenbart er en meget udbredt familie med mange afarter. Indeni er frugten udstyret med et hvidt sejt lag, som gemmer på kernerne, der efter sigende skulle være spiselige. Saften skulle være effektiv mod myg, mens selve træet er afsindig flot til træarbejder.

Jeg overvejer om ikke jeg skal skrive en strikkeskål af Osagetornstræ på ønskelisten. Eller bare en skål.

Jeg kan ikke finde noget om hvordan kernerne smager, men jeg forestiller mig at de skal smage meget, meget godt, før det er umagen værd at pille dem ud. Jeg er ret overbevist om, et granatæble er vand ved siden af osagefrugterne, der ind imellem bliver kaldt for osageappelsiner – på latin Maclura Pomifera.

I parken i Paris var flere fugle i gang med at spise af dem. De prikkede lystigt løs i de delvis fladmaste af frugterne. Fugle er nok bedre til at findele, for hvis kvæg skulle finde på at spise af dem, kan de risikere at blive kvalt i den der hvide latexmasse, der fylder en hel del af frugtens indre.

Jeg synes stadig det er en mærkelig frugt.