Sacré Cæur

På toppen af Montmartre ligger Sacré Cæur, den store hvide, smukke kirke, med udsigt over det meste af Paris.

Montmartre var oprindelig en landsby uden for Paris. Selve Montmartrebakken er hundredetredive meter høj, og i mange år lå et nonnekloster på toppen. Nonnerne dyrkede vin på bakkeskråningerne og de højere luftlag gav gode vindforhold for vindmøller.

Da Napoleon III i midten af attenhundredetallet besluttede at gøre Paris til den smukkeste by i Verden, satte han ikke kun Baron Haussmann i spidsen som byplanlægger, han tvang også en stor del af befolkningen væk til fordel for nedrivninger og genopbygninger. Mange flyttede til de små landsbyer lige uden for bygrænsen, som for eksempel Montmarte.

Det var billigt at bo på Montmarte, samtidig lå bydelen uden for bygrænsen, hvilket betød at der ikke skulle betales skatter, og sammen den megen vin nonnerne på klostret frembragte, blev bydelen med tiden et sted man søgte hen for morskab, druk og billige boliger. Mange kunstnere slog sig ned i kvarteret, der stadig er kendt for Place du Tertre, hvor kunstnerne sidder tæt, for at tegne portrætter af forbipasserende.

Sacré Cæur er kun godt hundrede år gammel. Den ser ældre ud og er bygget i nyromansk-byzantinsk stil. Byggeriet startede i 1875 og stod færdig i 1914. Kirken blev først indviet efter første Verdenskrig i 1919. Den blev bygget til minde om de faldne i både den franske revolution og krigene mellem Frankrig og Preussen. I dag bedes der døgnet rundt til minde faldne.

Navnet Sacré Cæur betyder det Hellige Hjerte, her i manifestationen af Jesus og som enhver katolsk kirke er den smukt dekoreret med både udskæringer, glasmosaikker og statuer.

Inden opførelsen havde der været en del kalkbrud i bakken og undergrunden kunne slet ikke bære den store tunge kirke – som i øvrigt har en af Verdens tungeste klokker i klokketårnet. Derfor tog det mange år at færdiggøre projektet, der til at starte med krævede understøttelse i form af treogfirs skakter i otteogtredieve meters dybte fyldt med beton – det siges i dag at det er kirken (eller i hvert fald kirkens fundament) der holder bakken oppe.

Kirken er bygget af hvid marmor, og trods hundrede år står den stadig ren som sne. Stenene den er bygget af udskiller ganske simpelt et stof, der i samspillet med vind og vejr vasker hvidt. Der er langt op til toppen af bakken, der enten kan forceres via trapper eller med den lille bjergbane, der starter nedenfor kirken og stopper tæt ved toppen.

Vi var oppe mere end en gang, og prøvede derfor både trapperne, der fik os til at tabe pusten og banen, der langt lettere (men vist ikke hurtigere) fik os op. Nedturen gik ad trapper, enten de snoede foran kirken eller de trappebeklædte gader, der findes mange af på Montmartre.

Den dag vi tog kirken nærmere i øjesyn var vi tidligt ude. Vi nød synet og de forholdsvis få besøgende, efter med nød og næppe at have undgået en flok skammere ved foden af bakken. Jeg overvejede ikke at vi kunne have været oppe i tårnet, men nød stilheden indenfor, mens Emilie tændte lys før vi gik ud igen.

Sacré Cæur er enestående på mere end en måde. Langt de fleste kirker slår mig bagud, når jeg kommer indenfor. Her er det omvendt. Det er det ydre, hele fremtoningen på toppen af bakken, der gør noget ved mig. Den kan ses på lang afstand, og ligesom Eiffeltårnet peges ud, så jeg også mig selv kigge langt efter vartegnet på den anden side af floden, som vi kom rundt i byen.

Fra besøget i kirken gik vi videre rundt til Place du Tertre, vi beundrede protrætmalerne, men fik aldrig noget billede med hjem. Emilie havde haft et ønske hjemmefra, men selvom ønsker ændres var det stadig spændende at se processen. De er altså dygtige.

Ovenstående bygger på Wikipedia – både den danske og den engelske side, det franske turistsråds presserum, Sacré Cæurs egen hjemmeside, Parisguiden og France this way.