Jeg tror alle storbyer tilbyder en eller anden form for billet til den offentlige trafik, målrettet turister. Jeg ved det findes i København, jeg kan huske at have købt i London, og har på egen krop afprøvet i et par Europæiske storbyer hen over sommer og efterår.
I Berlin købte vi et Welcome Card, der gav adgang til alle byens transportmuligheder både tog, bus U- og Sbahn. Berlin er inddelt i tre zoner A, B og C. Vi købte en billet der dækkede fem dage i zone AB. Havde vi købt zone C med, kunne vi have taget helt til Potsdam, men forskellen på en enkeltbillet frem og tilbage den dag vi tog til Potsdam, mod den ekstra pris, hvis vi skulle have alle tre zoner, var så høj at vi valgte muligheden fra.
I Berlin har man sin billet i lommen og viser den frem, når der kommer kontrollører. De kommer med mellemrum, og vi var ret imponerede over, at de går rundt i eget tøj. For os kom de til at fremstå mindre officielle og kontrollerende end en uniformsklædt kontrollør. Der var ingen tvivl om at de var kontrollører, for ud over eget tøj, var de udstyret med en taske, en maskine og et kort om halsen, der med billede ligitimerede dem som DB-ansatte.
Jeg er ikke i tvivl om at købet blev tjent ind mange gange i løbet af den uge vi var i Berlin. Vi var væk seks overnatninger. Det betød at vi på ankomstdagen ikke havde billet til transport – og derfor nåede at gå meget langt, da vi, efter at have efterladt bagagen på hotellet. bevægede os ud i byen. De fem hele dage havde vi fri adgang til alle transportmidler, som vi brugte flittigt. Vi brugte S- og Ubahn, vi var omkring sporvognene – Tram – mange gange, men sprang busserne over. Ingen af os bryder os om at køre i bus, og det var lettere at gennemskue systemet af transport på skinner.
På afgangsdagen virkede billetten ikke længere, og ligesom på ankomstdagen købte vi en enkeltbillet til Haufbahnhof, hvor toget og den allerede betalte billet hjem ventede. Som billetterne i Danmark – i hvert fald i Hovedstadsområdet – holder en billet i en tidsperiode på vistnok en time. det benyttede vi os af på sidstedagen, og nåede ud efter kaffe til Anders, inden rejsen sendte os hjemad.
Trods den megen brug af offentlig transport, gik vi også meget. Det lykkedes Anders og jeg at gå næsten hundrede kilometer i løbet af den uge vi tilbragte i Berlin.
I Paris er det også muligt at købe en turistbillet til flere dage. Her hedder den Paris Visite. Paris er inddelt i fem zoner, turistbilletten er ligesom i Berlin mulig at få i to versioner zone 1-3 eller zone 1-5. Hvor mange dage billetten skal gælde, er der flere forskellige muligheder for. Havde vi valgt alle zoner, kunne vi have kørt helt til Versailles og lufthavnen, men Emilie var ikke interesseret i slottet, lufthavnen skulle vi kun til på de dage, der lå ud over kortets gyldighed og prisforskellen betød at vi skulle have været frem og tilbage til Versailles og/eller lufthavnen flere gange i løbet af ugen, hvis det skulle have kunne betale sig.
Vi købte billet til fem dage. Og helt ligesom i Berlin duede kortet kun i de fem hele dage vi havde i byen, hvilket betød at vi købte billetter frem og tilbage til lufthavnen på ud- og hjemrejsedagen.
I Paris skal billetten gennem en kontrolpost hver eneste gang man skal med et tog, det gælder både Metro og RER-togene. I Metroen kan man gå lige ud gennem udgangsportene, mens rejser med RER-tog ender med endnu en billettur gennem en kontrolpost. Det betød at vi skulle have billetten ind og ud af pungen rigtig mange gange i løbet af en dag. Jeg er faktisk imponeret over, at den ikke nåede at blive helt krøllet. Til gengæld er der ingen kontrollører – eller vi mødte ikke nogen.
Paris Visite billetten gælder ligesom i Berlin til både RER, Metro, den lille bane op til Sacre Cæur og busser. Igen sprang vi busserne over, men nød at vi kunne springe af og på tog, når vi havde brug for det. Der er sjældent langt til den nærmeste station, og det var vist kun den dag vi fik forvildet os langt ud i Vestparis og indfødte begyndte at spørge om vej, vi for alvor synes det var langt til en station. Det hjalp selvfølgelig ikke at vi var både sultne og trætte.
Jeg vil til hver en tid anbefale at købe en turistbillet, når turen går til en storby. I hvert fald hvis man rejser ligesom os, og hver dag kommer meget rundt. Selvom vi var af sted i lige så lang tid, lykkedes det ikke Emilie og jeg at gå helt så langt som Anders og jeg gjorde i Berlin. Jeg synes alligevel at de lidt over tres kilometer, appen på telefonen regnede sammen, var ret godt gået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar