søndag den 6. november 2016

Kanalrundfart


Fra toppen af Montmartre gik vi bagom ad smalle gader, trapper og langs bygninger der er så typiske i Frankrig. Vi provianterede hos en af de lokale købmænd, inden vi via Rue Caulincourt passerede over det ene hjørne af Montmartre Kirkegård.


Kanalrundfart - Paris

Kanalrundfart - Paris


Emilie spurgte interesseret til hvad det dog kunne være, der lå under os, da Rue Caulincourt blev til en bro over monument efter monument, som jeg kun har set på franske kirkegårde. Hun afslog at gå ned og kigge nærmere, og stedet snakkede vi lidt om hvordan kultur selv i den vestlige verden kan være meget forskellig.

Ved Place de Clichy fandt vi trapperne til Metroen og satte kursen mod bredden af Seinen nær Eiffeltårnet. Planen var en kanalrundfart, og jeg havde læst at bådene holdt til langs kajen nedenfor det store tårn. Vi valgte den første bådtur vi mødte. Da vi stævnede ud, viste det sig at havde vi gået videre, havde vi mødt flere. Vi var nu meget godt tilfredse med vores valg, og om forskellene havde været store er ikke til at sige. Som det var nu, fik vi en guidet tur på både fransk, engelsk og italiensk.

Turen var hyggelig, vi havde taget de store frakker på, og blev temmelig glade for dem, da båden vendte et stykke efter Ile de la Cite for at sejle tilbage. Det viste sig vi havde haft medvind og læ på udturen, hjemturen blev derfor noget mere blæsende og vi kunne begge godt have brugt en hue.


Kanalrundfart - Paris

Selfies blev øvet turen igennem


Turen førte os forbi mange af Paris’ spændende bygninger og steder, vi gled under et utal af broer, der alle har en historie. På Pont de l’archevêché krydsede en flok skoleelever på tur, der alle vinkede. Vi vinkede selvfølgelig alle tilbage.

Vi sejlede forbi historiske bygninger som Louvre, Notre Dame, Paris’ gamle slotsborg på Ile de la Cite, Concordepladsen, Musee d’Orsay, der oprindelig blev bygget som banegård for de mange besøgende til Verdensudstillingen i 1900. Fra banegården blev de besøgende kørt til Orleans. Banegården var i drift til 1939, og fungerede i en kort periode under anden verdenskrig som postcenter, inden den efter et omskifteligt liv endte som museum

Vi så den amerikanske kirke, toppen af Ivalidekirken med Napoleons grav, Grand Palais, det store glaspalads der sammen med Pont Alexandre III også blev bygget til Verdensudstillingen i 1900. Vi så mange flere bygninger, som var spændende at høre om, men som jeg har glemt igen, og endelig vendte vi tilbage til udgangspunktet og udsynet til Eiffels tårn, der stod færdigt til verdensudstillingen i 1889, ikke mange år før de mange andre imponerende bygninger.


Kanalrundfart - Paris

kanalrundfart1


Tilbage ved udgangspunktet gik vi fra borde som de sidste og nåede at få selskab af en flok småfugle på jagt efter turistkrummer. Vi var også sultne og fandt råd for det i en lille fransk bistro tilpas langt væk fra kanalbådene og Eiffeltårnet til at møde franskmænd på frokostvisit og kunne hurtig efter sætte tænderne i et stykke konfiteret and med fransk tilbehør.

Fra bistroen gik vi bag om Eiffels høje konstruktion, gennem parken, mod militærskolen og et forsøg på at finde modangreb til en insisterende begyndende snue. Det lykkedes aldrig rigtigt, men Naturalia viste sig at være et godt sted at lede.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar