tirsdag den 15. november 2016

Building Blocks


Det er kun cirka fjorten dage siden jeg blev færdig med årets Westknit Mystery. Det føles som længere tid. Det føles, som har sjalet hængt om halsen på mig meget længere. For det gør et tit.

Dette års sjal er så absolut en favorit.


Building Blocks - Westknit


Det havde jeg faktisk ikke helt forventet da jeg startede op. Mit problem var farverne. Jeg havde besluttet at strikke med det plantefarvede garn, jeg farvede hen over sommeren. Det virkede som en god ide at bruge et sjovt og fjollet projekt til et andet sjovt projekt, som jeg ikke engang kendte slutningen på.

Der skulle bruges fire farver. Hver farve blev beregnet til ca 366 meter. Jeg havde cirka 290 meter af hvert farvet fed. Det var ikke nok. Altså kunne jeg fra start se frem til at bruge en del mere end fire farver. Samtidig kunne jeg rigtig godt lide farverne på det plantefarvede garn hver for sig, enkelte sammen. Men flere sammen… det var svært.

Stephen West skrev i indledningen til opskriften af farverne A og B var dem, der skulle bruges mest af. Af mit beskedne farveudvalg – på ti nøgler, der ikke alle var lige gode samme – valgte A og B sig selv. Jeg havde to blågrå nøgler, der var fremkommet ved eksperimenter med sorte bønner. Det ene lysere end det andet, men dog nogenlunde samme farve. Lettere var det med de to nøgler lilla fra forsøgene med blåtræ. De havde stort set samme farve, det ene var gennemfarvet, mens det andet var forsynet med lysere områder.


Building Blocks - Westknit

Building Blocks - Westknit


Herefter måtte jeg vælge noget der passede til koblingen blågrå og lilla. De to var rigtig pæne sammen, og havde jeg kunne stoppe farvesammensætningen her, var jeg ikke i tvivl om at resultatat ville blive fint.

Jeg afprøvede, lagde det ene fed efter det andet sammen med de allerede valgte og var ret hurtigt sikker på at det valnøddefarvede var flot til. Herefter blev det rigtig svært. Der var ikke rigtig nogen af mulighederne jeg kunne lide. Jeg var så afgjort uden for min komfortzone. Ikke alene skulle jeg vælge fire farver fra en bunke, jeg ikke umidelbart synes var rigtig gode sammen, men jeg skulle også vælge farver, der ligger langt fra mit naturlige valg.

Jeg endte med rødløgsskaller og de modne ellekogler som backup, når eller hvis jeg løb tør for valnød og/eller ellekogler. Det virkede som et godt valgt, fordi ellekoglerne farvemæssigt lå nærmest midt mellem valnød og rødløgsskaller. (Det kan tydeligt ses, når man sammenligner den femte sektion, hvor valnødder og rødløgsskaller er forenet, med ottende sektion, der består af ensomme ellekogler.)

Jeg endte med at løbe tør for det valnøddefarvede. Eller det vil sige, jeg endte et sted, hvor det var tydeligt at det valnøddefarvede ikke ville række til en hel sektion, og så kom ellekoglerne i spil. Rødløgsskallerne var der heldigvis nok af, mens jeg tog hul på alle fire nøgler af de sorte bønner og blåtræet.


Building Blocks - Westknit

Building Blocks - Westknit


Jeg startede med de to mørkeste af de fire nøgler, og sluttede så med de lyse. Undervejs som arbejdet skred frem og opskriften blev kendt, kunne jeg godt blive lidt ærgerlig over ikke at have gjort det omvendt. Kun fordi der var mere spil i de lyse af farverne og den første del af sjalet gav mere spillerum til farverne A og B end senere. 

Det kunne helt sikkert have været flot at have byttet om – lige som jeg synes det var ærgerligt at det blev ellekoglerne frem for valnødderne der fik alenetid. På den anden side er det alt sammen ikke så vigitgt, for som arbejdet skred frem blev jeg mere og mere glad for farvesammensætningen som viste sig at være helt rigtig og faktisk rigtig flot – og det til trods for at jeg aldrig ville have valgt de faver, hvis jeg havde haft hele paletten at vælge mellem.

Dermed blev årets Westknit Kal ikke kun et mysterie, men også en farvemæssig udfordring og en personlig oplevelse af at jeg kan gabe over flere farver end jeg gik rundt og troede.








Design: Building Blocks af Stephen West.


Garn: Plantefarvet Supersoft fra Garnudsalg. Anders købte en hel cone til mig, da det var på tilbud, der senere blev grundlaget for et eventyr med plantefarvning i vindueskarmen.

Der gik 256 gram garn til sjalet, fordelt over 7 forskellige indfarvninger.


Pinde: en 80 cm lang,  3½ mm rundpind.


Størrelse: Jeg strikkede den største størrelse. Jeg blev i tvivl om det blev langt nok, hvis jeg stoppede før. Det havde jeg ikke behøvet være – det endte med at blive næsten 3 meter langt.

Det færdige sjal har et vingefang på 292 cm og en højde på 73 cm.


Building Blocks - Westknit

Building Blocks - Westknit



Bemærkninger: Jeg ville have strikket patent i det andet clue, der havde en valgmulighed mellem patent eller rillemønster (5. sektion) men måtte indse at det ganske simpelt ikke blev pænt i det forholdsvis tynde garn jeg strikkede med. Det betød at 5. sektion blev strikket mere end en gang. Faktisk en del mere end to gange…

Jeg havde det færdige sjal liggende i det meste af en uge, før det blev blokket og taget i brug. Jeg kunne ganske simpelt ikke overskue hvordan det lange sjal skulle ligge nogen steder og samtidig være spændt ud. Jeg endte med at hænge det op med klemmer på tørresnoren i kælderen.

Jeg har aldrig tidligere tænkt at en tørresnor på nogen måde kunne bruges til udspænding af et stykke strik. Faktisk var jeg ret sikker på at det færdige projekt ville ende helt forkert. Men så var der mere end en, som på Ravelry viste hvordan netop dette sjal kunne hænge på en tørresnor, og spændes ud til noget nær perfektion. Det måtte jeg prøve.

Det krævede en hel del klemmer. Øverst hængte jeg det forsigtigt i de øverste hjørner hele vejen hen over den øverste kant. Jeg satte forsigtigt klemmen, så den holdt på sjalet, uden at folde sjalet om tørresnoren. Nederst satte jeg en klemme i hver af spidserne af de ensfarvede sektioner og en klemme yderst og i det første spids på de tofarvede sektioner.

Det kan godt ses at sjalet har været hængt op med klemmer, men jeg er tilbøjelig til at mene det er helt i orden – for denne ene gangs skyld. Jeg tror ikke klemmeophængning nogensinde vil blive den foretrukne blokkemetode. I øvrigt har jeg brugt sjalet det meste af en uge, før jeg fik taget billeder, og med det i tankerne, synes jeg faktisk det holder faconen forbløffende godt.


Building Blocks - Westknit



Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.


4 kommentarer:

  1. Wauv hvor er det blevet flot, og stort! Glæder mig til at det :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tah Bettina. Ja jeg kunne godt have stoppet efter de første syv sektioner :) jeg er alligevel glad fro at jeg fortsatte.

      Slet
  2. Det er altså noget grænseoverskridende at skulle udenfor sin komfort zone på den måde, men hold op, hvor er det blevet flot! Jeg har hørt, at Vinnie Høxbro anbefaler at man også har nogle "hadefarver" med, og det er vist så nærmest bevist....

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, det med hadefarver er vist ikke helt forkert. Bare ikke hver gang, vel :)

      Slet