Rubjerg Knude

Syd for Lønstrup ligger Rubjerg Knude.

Stedet var – og er – et af de højest beliggende i området, og derfor gav det også mening af bygge et fyr på Stedet. Langs den barske Vesterhavskyst er der brug for fyrtårne, og da Rubjerg Knude Fyr stod færdigt i 1900 var det anlagt tohundrede meter fra klinten, og med mange års brug foran sig.

Sådan skulle det ikke gå.

Hvorfor sandflugten satte ind lige der, er der sikkert mange gode grunde til, og mens havet langsomt åd sig ind på klinten, hævede en sandbanke sig foran tårnet, så det allerede otteogtres år efter det blev taget i brug måtte lukkes igen. Dengang stod sandet så højt foran tårnet, at lyset ikke længere kunne ses fra havsiden.

I dag har sandet flyttet sig, og vandrer langsom ind i landet, om på den anden side af tårnet, der nu er helt frit.

Det er ret fantastisk historie, og meget håndgribelig i forhold til at fortælle, opleve og på egen hånd se hvor vældige naturkræfterne er.

Ergo ingen tur til Lønstrup, uden en tur til fyret, til sandbankerne og til museet, der fortæller den fanstastiske historie.

Fra Rødovrehus er der udsyn til den mægtige sandbunke og fyret, der rager op over. Altså var det muligt at pege ud, hvor vi skulle hen, fortælle om turen gennem sandet og også gøre det klart at nok ville de få en fantastisk tur, men den ville også blive lidt hård.

Det hjalp lidt at kunne fortælle at der er blot er fire kilometer den ene vej og fire kilometer tilbage. Vi startede ad landevejen, gik gennem Lønstrup og videre ligeud, forbi knuden og tårnet, til vi kom til den gamle Strandfogedgård, der i dag fungerer som museum.

En gang lå museet i bygningerne omkring tårnet. Men da sandet nåede vinduesrammerne, væggene knagede og de små korn langsomt trillede sig ind i husene, måtte man se sig om efter et andet sted. Her viste Strandfogedgården sig som en god base.

Vi fik fortællingen om strandfogeden, om den første undervisning af egnens børn, om områdets historie og om fyret, museet og Rubjerg Kirke, der blev taget ned og flyttet længere sydpå, da sandflugten forhindrede kirkegængerne i at nå frem.

Fra Strandfogedgården gik vi videre til området, der engang husede Rubjerg gamle Kirke og kirkegården. Der står stadig en del af den ene endevæg og et fint gammel romansk granitkors, sammen med en del andre gamle gravsten.

Fra kirkegården gik turen mod sandbunkerne og tårnet gennem en mark med køer. En af drengene vidste alt om at drive køer, og viste sin kunnen ret præcist og ganske langsomt. Man skal bare.. sagde han, gjorde det og køerne bevægede sig nok så pænt i den ønskede retning.

Det er skønt, når ungerne kan vise kunnen, der ikke er alle bekendt. Køerne fik hurtigt fred, og vi gik videre mod op og nedstigningerne gennem det fine sand og med gode benmuskler til følge. Udsigten er fantastisk og det er tydeligt at se hvordan sandbankerne æder sig ind i landet.

Det er muligt der kun var fire – måske nærmere fem – kilometer tilbage. Men når størstedelen af vejen går stejlt op og ned gennem sand er det mere end bare almindelig langt. Jeg havde regnet med flere, der ville brokke sig, men kun en enkelt satte sig demonstrativt inden den sidste klit og proklamerede at nu ville hun ikke længere.

På det tidspunkt kunne vi se Lønstrup. Jeg kunne pege og sige at der ikke var nogen vej tilbage. Hun kunne godt vende om, men det var længere og uanset skulle hun tilbage – vi var faktisk på vej tilbage. Og jeg var egentlig ligeglad – hun kunne da bare blive siddende. Efter noget mere brok, var hun på vej igen – og var en af dem, der senere sagde at det havde været den mest fantastiske tur.

En anden nåede næsten at bryde sammen af højdeskræk. Det nåede jeg heldigvis ikke at opleve, og lovning på en stor is, når vi nåede tilbage lod da også til at gøre opstigningen noget nemmere.

Da vi have kigget på fyret, der efterhånden står faretruende tæt på kanten, da vi havde forceret den sidste klit, da vi havde været forbi Mårup kirke, der står langt tættere på kanten end jeg husker den gjorde for seks år siden og da vi endelig havde mere fast grund under fødderne, var den sidste del af turen hjem bare hyggelig og foregik i små grupper. Nogen valgte den astfalterede vej, nogen gik langs toppen af klinten og nogen valgte at tage turen langs stranden.