Lørdag var helliget familien. Min familie. Den årlige familiekomsammen var i år henlagt til min søsters have (da luften blev for kold – stue) og var som vanligt et gensyn, en opfølgning, masser af grin og sjove historier.
Jeg var sent hjemme. Så sent at jeg kun lige nåede det sidste tog. Fra Næstved.
Søndag handlede også om familie. Denne gang Anders’. Lillebror fyldte år og havde inviteret på brunch. Brunch er hyggeligt, selskabet fint og jeg fik hilst på Anders’ far. Nogen kunne måske mene det var på tide efter tretten år…
Det med en gave var svært. Anders havde ingen ideer og det eneste jeg havde hørt William tale om, sidst vi sås var æblevin. Da først tanken slog rod blev den bedre og bedre, Anders var med på ideen, hvorfor vi mødte op med et æbletræ. For vin skal laves fra bunden.
At fødselaren ingen have har og bor i en lejlighed, var ikke vores problem. Og det løste sig da også ganske fint da tredie brormand tog træet med hjem i pleje.
Anders var i virkeligheden syg, og da selskabet brød op for at fortsætte fejlringen på Bastard Café måtte han give op og tage hjem. Jeg havde ikke mod på at fortsætte alene, fulgte ham i stedet til toget og fortsatte gennem Vesterbro, hjem til Sille, der havde varm the på kanden.
Vi havde i første omgang en aftale, jeg måtte aflyse da fødselsdagsinvitationen lå klar. Nu blev aftalen alligevel til noget.
Ved Dybbølsbro Station vinkede jeg farvel til en noget omtåget Anders og fortsatte gennem Dybbølsgade mod Enghave Plads. Ved indgangen til Dybbølsgade står to søjler. Jeg kan ikke finde ud af hvad de hedder, eller hvem der har lavet dem, men de fine at kigge igennem og rammede gaden ind.
Ved Sommerstedgade står en bunke cykler i glas. Denne gang med mulighed for at vide hvorfor og af hvem. Skulpturen er lavet af Franz Beckerlee og refererer til digtet Cyklerne i Sommerstedgade skrevet af Lean Nielsen. Samtidig lukker skulpturen af for gennemgang, og blev vist stillet op i forbindelse med lukning for gennemkørsel og oprettelse af et lille torv.
Jeg kunne godt lide bunken af cykler.
Ved Enghave Plads er der ombygning. Det har der været længe, og en stor kran bevidner renoveringen af pladsen, der ellers er lukket af bag et stort hegn. Jeg drejede til højre ved hegnet, og gik forbi butikken hvor vi købte is i lange baner, dengang ungerne og jeg manglede et sted at bo, og havde lånt et værelse hos en bekendt.
Der er ikke længere is i butikken. I stedet er stedet i dag en coffeeshop fyldt med mondæne hipstere. Det var næsten som var en del af barndommen slut, og det selvom det slet ikke var min barndom og i hvert fald en af mine unger slet ikke vil kunne huske det.
Fra Enghave Plads fortsatte jeg ad Lyrskovgade og drejede op ad Vesterfælledvej og forbi Humlebyen. Humlebyen blev bygget som arbejderboliger for arbejderne på B&W. Området ligger lige bag Carlsberg og navnet hentyder da også til bryghuset. Boligerne blev tegnet af den samme arkitekt som stod bag Kartoffelrækkerne, og de ligner også i høj grad hinanden.
Mens Kartoffelrækkerne i dag er moderniseret og renoverede så de ikke længere ser ud som da de var nye, er der strenge restriktioner for Humlebyen, der har holdt på det oprindelige.
Hvor Kartoffelrækkerne ligger i lige åbne rækker lukker Humlebyen sig om sig selv og bevæger man sig ind i områder er det nærmest som at komme til et helt nyt sted langt væk fra byens støj og larm. I dag er husene ejerboliger, de koster en krig og langt de fleste kræver en kærlig hånd. De er nærmest ikke til at komme i nærheden af, hvis ikke man er både født og opvokset i området, men havde jeg råd og mulighed gad jeg godt bo lige præcis der.
Ved Vesterbrogade krydsede jeg over, satte tempoet op, og kunne snart efter sætte mig i Silles sofa med en varm kop the.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar