Midt på Dronning Louises Bro

Jeg havde egentlig planlagt at dagen skulle bruges til absolut ingenting – første weekend siden skolestart uden planer. Jeg trænger til ingenting. Men sådan skulle det ikke gå.

Engang i løbet af sidste år tabte Emilie sin telefon med fine teenageskrammer til følge. Teenageskrammer, fordi jeg stort set kun ser telefoner med ituslåede skærme i hænderne på teenagere. Der blev aldrig gjort noget ved det. Når hun var hjemme var tiden knap, telefonen virkede fint og med tiden vænnede hun sig til de noget facetterede billeder skærmen kunne vise.

Indtil i fredags. Pludselig ville den ingenting. Begyndte at leve sit eget liv. Fik mærkelige farver og striber. Sendte helt af sig selv toltalt umulige beskeder på Facebook. Ville hverken ringe, modtage eller noget andet, der normalt forventes af en telefon.

Tøsebarnet var grædefærdig.

Engang sent i formiddags, da teenageren var opstået fra de døde, satte Anders sig ved computeren og fandt et sted på Nørrebrogade, der kunne fikse til rimelige priser og overkommelig tid.

Så kan I ellers tro at vi fik pakket os sammen, og inden længe sad vi i bussen på vej mod indre by. Fra Nørreport Station gik vi ad Frederiksborggade over Dronning Louises Bro og videre til Nørrebro.

Trods vores relative nærhed til hovedstaden har Emilie aldrig været på Nørrebro (Tror hun – vi boede der engang, men det er en helt anden historie), og det er sjovt så markant en forskel der er på bydelene, bare man bevæger sig en smule væk fra det mere mainstream.

Vi fandt hurtigt butikken, ventede en halv time – der blev brugt på at prøve sko – og fik et panserglas med helt gratis, da vi hentede. Tøsebarnet var glad – nærmest lykkelig sagde hun, og så gik vi ellers på jagt efter noget spiseligt – vi var blevet sultne.

 

Dengang vi først forcerede Dronning Louises bro, var der lige faldet et par dråber, himlen lyste op og solen skinnede. Det var dengang vi mødte to sjove små stykker kunst, sådan cirka midt på broen.

To fine taburetter, mellem to større bænke. Lavet af skrammel, smilende og – er vi sikre på – den ene mangler en arm. Meget tyder på at de skulle stå lidt tættere og holde i hånd. Den ene har både arm og hænder, den anden mangler armen.

Jeg kan ikke finde noget på nettet om de fine taburetter med de store smil. Men jeg blev i godt humør af at se dem.

Så kan jeg godt leve med at regnen valgte at vende tilbage, bedst som vi krydsede gennem endnu en del af København, Emilie ikke følte sig helt velkendt i, for at finde sushibiksen og tage mad med hjem.

Trods paraplyer – som vi købte i en Tigerbutik på vejen – var vi gennemblødte og skoene fulde af vand, da vi endelig kunne sætte os til bords hjemme. Så er det godt med tørt tøj og varme uldne sokker.

I morgen. Der skal jeg lave absolut ingenting.

Tror jeg.