Bombehentning

På skolen har der de sidste mange år været tradition for aktivitetsdage med olympiske dimensioner. Fra en ide til et færdigt projekt har der være mange tanker, omlægninger og planlægninger, og efterhånden er det blevet dage med gode erfaringer  og faste punkter.

Hele skolen er inddelt i hold på tværs af alder. Det er de samme grupper hvert år, nogen falder fra og nye kommer til. De ældste er præsidenter med alt hvad det indebærer af ansvar og støtte for de små, og hver gruppe har navn fra et land.

For første gang er alle pædagoger med. Jeg har aldrig prøvet før, kun taget mod glade børn og set ud gennem vinduerne, når de var i gang. I år var der langt mere syn for sagen. I år fik jeg et indblik, som jeg ellers ikke har været forundt.

Jeg så store børn, der i den grad tog ansvar. Jeg så små, som aldig mere vil blive bange for de store, når de mødes i skolegården. Jeg så forandrede børn og jeg så glæde, holdånd, hjælpsomhed og vilje til at gennemføre.

Jeg endte i sandgraven, hvor Claus de sidste mange år har haft styr på bomber og bomberydere. Jeg startede som assistent – der var ingen grund til andet, og havde som første opgave at lave en kande the og finde store krus. Der er koldt i skyggen og the var godt.

Efterhånden som jeg forstod konceptet blev mine opgaver noget større, og jeg kunne hjælpe med at huske at få sagt alle dele af øvelsen højt.

Opgaven var simpel:

En kasse med bomber stod klar, midt på løbebanen, ti – måske femten – meter fra sandgraven. Femten bomber i tre forskellige udforminger lå i kassen og det første der skulle gøres var at tage bomberne fra kassen og placere dem i sandgraven.  Hvordan de skulle ligge eller stå bestemte holddeltagerne selv.

Derefter skulle alle bomber med fire bomberyderstave og tilhørende børn hentes fra sandet og tilbage til kassen. Alle fire staves løkker skulle om bomben og blev den tabt sprang den og var ude af spillet.

Opgaven var på tid og en tabt bombe kostede selvfølgelig. Nogen hold var bedre til at planlægge end andre. De fleste løb bare frem og tilbage fire børn ad gangen. Et enkelt hold regnede ud at det var smart at sende de store efter de svære bomber og et andet hold fandt som de eneste på at lave hold, der stod klar og dermed kom hurtigere af sted, når en bombe var i kassen.

Det var sjovt, og selvom jeg frøs en lille smule i skyggen er jeg glad for at have oplevet det.

I øvrigt var bomberne superfine og tanker om monterede knaldperler, til brug ved sprængning, har været diskuteret flere gange….