Tårnet

Det var nærmest syrealistisk at gense Rubjerg Knude Fyr.

I mit hovede stod fyret som dengang for seks år siden, da jeg sidst – og først – var forbi. At se det i dag gav mig for alvor en oplevelse af de store kræfter naturen spiller og gav genlyd i forhold til hvor små og intetsigende vi mennesker er.

Dengang – for seks år siden – stod fyret i en gryde af sand. De bygninger, der ved opførelsen stod rundt om fyret var helt væk. Det var ikke til at se, der havde stået noget. Og samtidig lå sandet ikke bare i grydeform, men så højt, at døren kun tillod adgang via den øverste trediedel.

Fyret for seks år siden – jeg har desværre ikke et billede tættere på.

Døren til fyret for seks år siden.

Alle de billeder jeg tog dengang er forsvundet. Jeg er elendig til at passe på de digitale medier, og derfor må I nøjes med de billeder jeg bloggede dengang – med den tilhørende kvalitet og størrelse.

At tårnet dengang stod i en gryde, betød at fornemmelsen for hvor tæt på kanten det stod, ikke blev helt så klar som det står nu. Da Emilie var der for to år siden, var meget af sandet fejet væk, ikke forsvundet, men blæst videre ind i landet om på den anden side af tårnet.

Døren var fri, grydeformen mere en tallerken og fundamenterne til de omkringliggende bygninger blotlagt.

I dag er der spærret af. Så vidt jeg forstår kunne vi godt have fået lov at kigge ind – og op – men vi gjorde det ikke. I dag står tårnet blot to meter fra kanten, maskiner forsøger til det sidste at passe på og afslutningen er tættere på end nogensinde.

Fyret da Emilie var der for kun to år siden.

Da tårnet blev bygget i år nittenhundrede stod det tohundrede meter fra kanten. I dag er det to. Om det står endnu fem år eller fjorten dage er ikke til at sige. Et skred og det er væk.

Så vidt jeg forstod får det lov at falde. Det bliver ikke som Mårup Kirke taget ned – eller delvis taget ned. Måske forstod jeg forkert, men et er sikkert – kommer jeg nogensinde på lejrskole igen, bliver det med temmelig stor sandsynlighed ikke til udsigten af Rubjerg Knude Fyr.

Oplevelsen var ikke den eneste der gjorde stort indtryk i forhold til naturens vældige kræfter, men det er så tydeligt her. Der er ikke kun skred, og ødelagte bygninger. Der er også sand, der uden ophold og tanke på det omkringliggende landskab æder sig ind i landet, ødelægger og tager for sig uden skånsel.

Fyret i dag – eller i hvert fald midt i august.

Er du i området, vil jeg opfordre til en tur helt op til fyret. Det er ikke nødvendigt at tage turen over alle sandbankerne. Der er nemmere adgang, og blot lige under fyret er både vej og parkeringsplads, så det kun er en kortere tur op over det nærmeste sand, der er nødvendig.

Men skynd dig – ingen ved hvor længe det står endnu.