Mens jeg venter på om vejret holder - eller om den truende regn og de lette dryp vil gøre ethvert forsøg, på at fortografere og lægge de nye sjaler ud til skue, umuligt, kan jeg konstatere at den broderede artiskok er nået et stykke længere.
Ikke at det på nogen måde ligner en artiskok. Endnu.
Jeg kan ikke engang ane omridset.
Bare fordi det ville være rart, er det uden tvivl den vej jeg lægger farve på.
Ind imellem forsøger jeg også at udfylde mellemrum. For når et foto omgøres til tern, vil der uvilkårligt være mange små enkelte farvepletter. Jeg kunne sikkert fjerne en del af dem, bruge en anden og mere nærliggende farve. Udviske overgange. Men jeg har bestemt mig for at hvert enkel lille tern skal have lov at beholde fokus.
Også selvom det betyder ufatteligt mange endehæftninger – og en til tider noget kaotisk bagside.
Jeg har tid – og en dag dukker den der artiskok vel op…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar