På andendagen kørte bussen mod Hirtshals. Første stop var Oceanariet, hvor ungerne skulle på fotosafari.
Efter lidt startproblemer blev det ene hold efter det andet sendt ud i akvariet med vandtætte kamerarer og masser af opgaver. Der blev tid til at se Klumpfiskene og sælerne få mad, og til sidst løb tiden ud. Vi skulle videre.
Næste stop var Bunkermuseet ved Hirtshals Fyr. I grupper gik vi på opdagelse mellem de gamle bunkeranlæg, der ligger langs kysten, fyrtårnet blev udforsket og udsigten fra både jordhøjde og fra toppen af fyret blev nydt.
Hirtshals Fyr ligger smukt midt i naturen med kig ned langs Vestkysten og den anden vej mod Hirtshals. Jeg talte over ethundrede og fyrre trin hele vejen op. Jeg har glemt hvor mange, men jeg ved jeg fik det til et par stykker mere end jeg finde skrevet. Måske skulle jeg ikke have talt trinet udenfor eller det allerøverste med. Måske er der forskel på trin.
Ungerne nød at kunne gøre som de ville. Nogen gik på opdagelse, andre satte sig i skyggen eller solen. De fleste var nede i skyttegraven eller oppe i tårnet. Hvis vi ikke vidste det i forvejen, gik det op for os at de kan råbe højt. Jeg ville ikke råbe, så jeg gik alle de mange trin op, for at bede dem om at skrue lidt ned – og for at se udsigten.
Vejret var skønt, solen var høj og vinden stod i øst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar