torsdag den 5. februar 2015

I sidste øjeblik


Hobitten


Selvom Anders og jeg har glædet os et helt år til afslutningen af Hobitten, blev det først i dag vi fik den set. I december kunne vi ikke overskue, og pludselig løb tiden. I mandags fik vi endelig bestilt billetter, og det var i sidste øjeblik. Altså måtte vi nøjes med en af de mindre sale i Cinemaxx på Fisketorvet, i stedet for den store sal i Imperial, som bestemt stod højere på ønskelisten.

Den mindre sal gjorde ikke filmen ringere. Jeg er imponeret, specielt synes jeg Peter Jackson har været rigtig god til at gøre forbindelserne til Ringenes Herre endnu tydeligere end de fremstår i bogen. Det gør det selvfølgelig noget nemmere, når filmene er lavet i den omvendte rækkefølge i forhold til forfatterskabet.

Endnu en gang kunne vi konstatere at tid er en underlig faktor, og at den forlængede spilletid ikke på nogen måde føltes forlænget. Jeg havde glemt en del af plottet - det gør jeg tit – og kunne derfor også nå at sidde med hjertet i halsen, uden helt at være sikker på udfaldet.

Specielt vild er jeg med de helt igennem geniale ansigtsudtryk Martin Freeman, i rollen som Bilbo, er i stand til at stille op.

Det er efterhånden længe siden jeg læste Hobitten, men sådan et biografbesøg kan godt få mig til at hente den ned fra hylden igen.

2 kommentarer:

  1. Vi har heller ikke endnu fået set 2'eren, men vi når det vel på et tidspunkt ;-) Jeg satser på at gense 1'eren inden vi ser 2'eren, bare lige at have den frisk i erindringen.
    Jeg er faktisk mere vild med filmatiseringen af Hobbitten end med Ringenes Herre, da jeg synes der er kommet mange flere detaljer med fra bøgerne end der gjorde i Ringenes Herre. :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Catarina, jeg er enig i at der er flere detaljer, og så tror jeg også at det, at vi kender en del af karaktererne fra Ringenes Herre betyder rigtig meget.
      Jeg har forresten set at første del ligger på Netflix. Så er der håb om at de to andre også dukker op engang med tiden :)

      Slet