Heldigvis er hun temmelig selvhjulpen

Emilie er på vej tilbage til skolen. Længere kunne vi ikke få hende til at blive hjemme. Jeg insisterede på et lægebesøg i dag, men nu er der ikke mere, der kan holde hende tilbage.

Lægen konstaterede at det gjorde ondt. Emilie svarede beredvilligt på alle spørgsmål, og da det viste sig at nu efter en uge, er der endnu ingen synderlig bedring at spore og bevægeligheden er voldsomt nedsat, blev lægen noget bekymret og erklærede at hun lige ville ringe til en ven. Et opkald til ortopædkirurgisk afdeling på Herlev betød, at en henvisning blev sendt af sted og en indkaldelse til yderligere undersøgelser kan forventes inden for få dage. Der skal lige gå en uge mere inde de vil se hende, for den værste hævelse skal gerne være forsvundet inden det bliver muligt at undersøge til bunds.

Mistanken lyder på noget med minisken, men det kan også bare være hævelsen… Vi håber på det sidste.

På skolen har de lovet at passe på hende og ikke udsætte hende for hundredemetersløb det næste stykke tid, og så ville Emilie gerne hjem igen. Det var afsindigt så hurtigt det gik at pakke.

Havde jeg haft bil, havde jeg selvfølgelig kørt hende hele vejen. Det har jeg ikke, så hun må tage toget. Men jeg har en cykel og mange er de gange Emilie har siddet på sædet, mens jeg har trukket – sådan cirka siden hun kunne sidde selv. Da det længste stykke at gå er herhjemme fra og til stationen, og den eneste hjælp jeg rigtig kunne tilbyde var sæde på cyklen, fik hun endnu en tur på sadlen.

På stationen var der kun trapperne at forcere, i Høje Taastrup er trapperne heldigvis mekaniske og i Sorø venter bussen og stopper næsten foran skolen. Og på skolen sidder der vist mere end een, der gerne kommer til stoppestedet og henter.

Hun har meldt ud, at vi ikke skal forvente, at hun kommer hjem i weekenden. Det er vel tidsnok mandag eller allerhøjest søndag, alt afhængig af hvornår indkaldelsen til skadeambulatoriet dukker op.