I Caféen havde vi et karaokerum. Dengang jeg startede blev det meget brugt, og ungerne havde en rigtig god kultur omkring brugen af alle de følsomme instrumenter, der hører til sådan noget. Der blev passet godt på både microfoner, CD’ere, forstærker og mixerpulten.
Sådan er det ikke mere.
En stor del af de mangende kultur og gode behandling handler klart om, at vi voksne (vist mest mig) ikke har lært alle de nye unger, der gennem årene er kommet og gået, at behandle og forstå anlægget. I dag er ungerne en hel del mindre, og det tror jeg også har en stor betydning.
Gennem ruden fra Hobby kan jeg hver dag se hvordan tingene ikke bliver behandlet ordentligt og hvordan nye microfonstativer allerede mangler dimser og ikke længere fungere efter hensigten, men jeg har ikke overskud eller tid til at gøre noget ved det.
Det er et problem, for hvis ikke vi voksne lærer børnene at bruge og forstå anlægget. Hvis ikke vi voksne indfører en kultur omkring anlægget, bliver det ødelagt. For hvordan skal børnene nogen sinde kunne behandle det ordentligt, når de ikke ved hvad ordentligt er?
Derfor har jeg lukket Hobby i den her uge. I stedet er jeg flyttet ind i karaokerummet og vil lære ungerne at bruge det.
Jeg startede med at stå helt alene derinde. Ret hurtigt blev jeg enig med mig selv om, at jeg måske kunne lokke, hvis jeg sang en sang eller to. Jeg havde bare ikke lyst til at stå helt alene og synge for mig selv.
Heldigvis ville Zelije også gerne synge, og ret hurtigt efter stod vi og sang på livet løs. Det lokkede. Desværre ville ungerne hellere høre os synge, end synge selv, så vi fortsatte. Da Zelije skulle hjem, var der endelig et par af pigerne der turde - hvis jeg sang med. Og senere dukkede også Louise op, så vi kunne give et par numre sammen.
Det har uden tvivl været en rigtig sjov dag – helt sikkert også for de unger, der bare lyttede. Vi var noget rustne at høre på til sidst, men det skal ikke afholde mig fra at fortsætte i morgen. Og resten af ugen, og en uge en anden gang. Faktisk tror jeg der skal indføres karaokeuger ind imellem.
Så håber jeg bare at de unger der måske i virkeligheden gerne ville, men ikke turde i dag, tør i morgen… eller en anden dag.
Det kan være vi ender med et Grand Prix.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar