Mod Herlev og videre til indre by

Trætheden var til at føle på, da vi efter en lang dag nåede hjem. Jeg bliver altid overrasket over hvor træt jeg bliver efter sådan en tur. Mere træt end efter en hård arbejdsdag. En bytur er svær at kalde hård.

Med god tid luntede vi mod bussen. Emilie stadig haltende, men klart hurtigere end for en uge siden. Det gav mig et håb om at det måske ikke var så slemt alligevel. Vi bor ikke langt fra bussen, og når bare vi tager den rigtige, bliver vi også kørt nærmest til døren af Herlev Hospital. Der var en dør, og vi kom hurtigt indenfor, men der er langt fra den ene ende af Herlev Hospital til den anden, og vi skulle selvølgelig helt ned i den anden ende.

Vi havde heldigvis stadig god tid.

Fremme kunne vi melde vores ankomst, finde en temmelig umagelig stol at vente på og max tyve minutter senere kunne vi gå igen. Eneste forskel på turen ud i forhold til ind var, at Emilie havde betydelig mere ondt i knæet.

Ømheden kom af en læge, der skulle sikre sig stabilitet og hvad sådan en læge ellers skal sikre sig, og derfor både hev og bukkede og trykkede på knæet. Emilie akompagnerede med av-lyde. Bagefter ventede en flok spørgsmål, før vi blev sendt hjem igen med en besked om, at det godt kunne være menisken og hun derfor skal Mr-scannes når der bliver ledigt i maskinen.

Vi skal regne med en måned. I mellemtiden skal hun bare bruge benet, for er det en meniskskade bliver det ikke værre. Sagde lægen. Her er vi ikke helt enige, og har snakket en del om muligheden for permanethed og behovet for at lytte til sin krop. Emilie har lovet at lytte, og så kan vi andre hverken gøre fra eller til.

Fra hospitalet tog vi til byen og fandt en del af det stof, der skal udgøre Emilies gallakjole. Hun kommer hjem om fjorten dage, og så skal der gerne ligge noget klar til anden prøvning…

Inden vi nåede helt hjem, nåede vi også at fylde kørepenge på rejsekortet, at spise en fornuftig frokost/aftensmad, hente forsyninger til Anders fra Matas og kigge indenfor i Normal, som Emilie længe har sukket efter.

Vi var trætte da vi satte os i bussen på vej hjem.

Så trætte at det var lidt svært at mande sig op til at skulle ud igen, for at følge et pigebarn, der ikke kunne vente længere, mod toget og tilbagerejsen til efterskolen og alle vennerne. Om lidt er hun nået frem, og jeg venter bare på den obligatoriske sms om netop det.