Mysterier og nye teknikker

En af de ting – måske endda den vigtigste – der gør at jeg igen og igen vender tilbage til de mystiske sjaler, er muligheden for at lære nyt.

Det er ikke hver gang, der dukker nyt op. Somme tider er der ikke engang en ny kombination af muligheder, men når så nye teknikker, eller nye adgange til strik dukker op, er det det hele værd.

Sidste år strikkede jeg Ysolda Teagues første mystiske sjal. Sådan et i fem dele, der også gav mulighed for at vælge. Hver eneste del kom i to versioner, og så var det bare om at vælge, den man bedst kunne lide.

Da sjal nummer to efter samme opskrift dukkede op, var jeg i tvivl om jeg skulle springe på. Det var Anders ikke. Det skal du da strikke, sagde han. Det du strikkede sidste år, var da vist en fornøjelse, så kom du bare i gang…

Jeg gik i gang. valgte garn fra lageret og endte med den rene blødhed af et sammenrrend af alpaca. Blødt som smør og en fryd at strikke af.

De første fire clues har udfordret på den nye front. Jeg har haft gang i lange tråde. Fra designerens side skulle de have været ensfarvede, men da en deltager opfandt de tofarvede, kunne jeg ikke lade være. Jeg er lidt bange for om jeg har strammet for meget til den endelige blocking, men det må tiden vise.

De helt igennem fantastiske smockblokke er også helt nyt. En ny måde at vikle garnet om flere masker, en måde jeg har lyst til at bruge igen. Lige så snart jeg finder den rigtige anledning.

De små blomsterknopper, eller pilespidser, som det er vist er denne gang, har jeg strikket før. Sidst også i et mystisk sjal, og de gav dengang anledning til leg med masker i en trøje, der for længe siden har forputtet sig nederst i kurven med projekter, men som stadig spøger i kulissen, og som nok også en dag bliver fundet frem igen.

I morgen venter sidste clue, og jeg er spændt på hvordan sjalet ender, hvilke valgmuligheder der dukker op, og om jeg igen får fornøjelsen af at prøve noget nyt.