Helt ude i skoven

Søndag var tidligt op og planer sammen med min mor og Annelise. Emilie sagde for længe siden nej tak, og valgte at bruge søndagen på absolut ingenting og opladning til skoledagen i morgen.

Vi skulle i skoven, og dengang vi sad nede hos min søster sidste weekend og regnede og frem til hvilket tog vi skulle nå, for at nå, gad jeg da ikke skrive ned. Jeg kunne sagtens huske. Mente jeg, og sad i går aftes og var i tvivl om de der treogtredive minutter over var tiden vi skulle mødes på Hellerup Station, eller tiden vi skulle være fremme på Klampenborg Station.

Altså stod jeg op i god tid, ringede til min mor, som kunne fortælle mig det var Helleruptiden. Pludselig havde jeg god tid, og tog det stille og roligt. Det holdt lige til jeg var klar til at gå, og min mor ringede for at spørge hvor i toget jeg sad?

Damn.... Hvad nu!

Mens min mor virkede ret overbevist om at hendes tid var den rigtige, styrtede jeg ud af døren og mod toget. Mens jeg stæsede af sted, blev jeg mere og mere overbevist om, at min tid var den rigtige. Og da tog ikke kører hurtigere af at stresse, satte jeg farten ned og fandt strikketøjet frem under køreturen.

I mellemtiden nåede min mor og Annelise Klampenborg, fandt ud af at min tid var den nedskrevne. At nogen gange føles det bedre at gå lidt før, og slentrede i ventetiden frem og tilbage mellem stationen og Peter Lieps Hus.

Jeg blev modtaget med vinken. Jeg synes også godt de kunne have fundet nogen flag - på den anden side er en time længe at vente - og så satte vi kursen mod det egentlige mål.

Undervejs blev vi overvældet af den smukke efterårsklædte skov og mødte dyr af både den tamme og den vilde slags.