Kvinden i buret

Jeg læser meget. I perioder mere end i andre.

Jeg kan rigtig godt lide at læse. Allerbedst krimier. Det er faktisk det eneste jeg læser. Hver eneste gang jeg forsøger med mere dybsindig læsning falder jeg i søvn.

Jeg er sjældent med på det nyeste. Der kan godt gå tid inden en ny forfatter finder vej. Sådan var det også med Jussi Adler-Olsen og fortællingerne om Carl Mørck. Til gengæld gav det mig mulighed for inden for kort tid at uddybe bekendtskabet med de første tre bøger.

Jeg har ikke altid forståelse for, hvorfor bøger absolut skal filmatiseres. Men hvis bogen har været god, gider jeg som regel godt se den som film. Jeg vil bare helst se filmen som instruktørens bud på en fortolkning, frem for at falde over de detaljer der ikke er med eller fortolket på en anden måde end jeg ville have gjort.

Alligevel kan jeg ikke altid sige mig fri for at kritisere instruktørens valg.

For eksempel valget af Nikolaj Lie Kaas som Carl Mørck. jeg har ikke altid været lige vild med Nikolaj Lie Kaas. Længe synes jeg han spillede den samme rolle igen og igen. Men han er blevet voksen.

Sjældent er jeg blevet så overrasket over en figur. Nikolaj Lie Kaas var Carl Mørck. Hele vejen igennem. Fares Fares som Assad virkede lige så troværdig og Sonja Richter spillede fantastisk. De resterende roller var rigtig godt besat, og samtidig var filmatiseringen meget tro mod bogen.

Som Sille sagde efterfølgende: Der var ikke meget spænding, men måske var det fordi vi kendte plottet. Vi vidste hvad der skulle ske, men den viden gjorde ikke filmen ringere.

Måske snarere tvært i mod.