tirsdag den 22. oktober 2013

Svævetrappe og hollandske kakler


Eremitagen er et meget lille slot. Bortset fra centrummet - den voluminøse spisesal på Beletagen - er alle rum meget små, og meget forskellige.


Fine fliser i Eremitagens trapperum - oktober 2013


Fra en temmelig prunkløs Hall gik vi videre til trapperummet. Hallen har helt sikkert set anderledes mere indbydende og pompøs ud, da slottet var nyt, men nu er den en smule halvmørk og kedelig.

En række gevirer med mange takker kanter de grå vægge, mens døre og fyldninger er malet i de dengang meget smukke spanskgrønne og okkerfarvede. Farver jeg synes trækker en smule ned, men som sikkert har stået rigtig fint til de kostbare vævede tapeter der dengang prydede væggene, men som nu er gået tabt og ikke erstattet.

Som damen sagde - når vi ikke præcis ved hvordan de har set ud, vil vi hellere undvære end tilsætte noget, der ikke helt rigtigt.

Fra den lidt kedelige Hall gik turen videre til trapperummet. Her skal I se en svævetrappe, fortalte damen. En helt ny og vidunderlig måde at bygge trapper på. Det er ikke farligt, men der må ikke være for mange på trappen ad gangen.

Husk at slottet er bygget i 1736, og denne nye fantastiske trappeform var ganske ny dengang, sagde hun videre, inden hun sluttede med at fortælle, at trappen for os, nok ville fremstå temmelig almindelig.

Men den var fin, og helt anderledes end Hallen.


Fine fliser i Eremitagens trapperum - oktober 2013

Eremitagens trapperum - oktober 2013


Trapperummet ligner lidt et køkken, malet i Berlinblå - i dag uden tilsat okseblod. Eller husene på Fanø. På Fanø er der ufattelig mange hollandske klinker. Sømændene tog dem med hjem, når de var på langfart. De brugte dem i overvejende grad som ballast. Sømændenes koner brugte dem til pynt.

Klinkerne i Eremitagen er ikke fra Holland. De er fra en lille fabrik i St. Kongensgade, der blev bygget til formålet. Her sad fire malere og malede efter hollandske foreskrifter. Malede mange flere kakler end dem, der sidder på væggene i trapperummet. Ikke to fliser er ens. Mange er næsten ens, men detaljer betyder alligevel at ingen er fuldstændig ens. Alle er med jagtmotiver. Eremitagen er et jagtslot, og det ses - både ude og inde.

I dag er kaklerne penge værd. Køb endelig hvis I skulle falde over kakler fra St. Kongensgadefabrikken, sagde damen. De bliver kun mere værd! 

Herfra gik turen videre til slottets eksistensberettigelse. Spisesalen. Stedet hvor kongen holdt taffel for de nøje udvalgte. Stedet der i barok overdådighed viste at kongen var højere end alle andre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar