En Eremitage

I ensomhed. På fransk. En luksus mange kongelige, i syttenhundredetallet og mange år både før og efter, ikke oplevede ret tit. Som oftest var de omgivet af tjenere, hoffolk eller andre. Hele tiden.

Hvem der opfandt eremitageborde ved jeg ikke, men både den gamle Hubertushytte - forløberen for Eremitageslottet, og slottet selv samt mange andre både danske og udenlandske slotte var udstyrede med eremitageborde.

Et eremitagebord er en sindrig indretning, der ville gøre Storm P stolt. Bordet, der stod midt i den imponerende spisesal kunne gennem en lem i gulvet og et hejseværk hejses gennem en skakt midt i slottet fra spisesalen og ned i køkkenet. I køkkenet blev bordet dækket, maden blev anrettet, lysene i kandelabrene blev tændt og hele herligheden blev hejst op i spisesalen.

Her kunne de kongelige spise alene, uden de allestedsnærværende tjeneste- og hoffolk.

Ydermere kunne de enkelte tallerkener hejses gennem bordet ned i køkkenet. Med kridt skrev man på den sorte dækketallerken hvilken ret man ønskede, og med præcision som enhver husalf på Hogwards dukkede retten op af bordet midt på tallerkenen.

De sindrige systemer betød formentlig at der ikke var meget plads til benene, men jeg tænker at det har været en ringe pris at betale for muligheden for ensomhed.

Da Eremitageslottet stod færdigt var det med et eremitagebord, der ikke holdt mange år. Et nyt blev bygget, men i dag også det væk. Faktisk eksisterer der ikke længere nogen borde af den type i Danmark, og det selv om det lille slot på sletten er opkaldt efter netop sådan et bord.

Der findes stadig eremitageborde i Rusland, og i kælderens køkkenregion, fik vi mulighed for at se en lille film af et bord i aktion.

I Eremitagens spisesal står et bord. Et fint bord. Men et langt mere almindeligt bord, hvortil maden bliver bragt via trappen.