Hjernegymnastik

Jeg kan godt lide puslespil. Femhundrede brikker kan lægges inden for relativt kort tid. Altså må tusinde brikker være næste skridt.

I efterårsferien fandt Emilie og jeg et puslespil i Fakta, med et motiv, der indeholder tilstrækkeligt forskelligt, til at jeg synes det er sjovt at lægge.

Emilie var med på legen og vi fik også hurtigt samlet hele kanten. Herfra gik det knap så stærkt. Reelt tog det os det meste af halvanden uge at færdiggøre hele billedet.

Halvanden uge er som sådan ikke noget problem. Problemet er i højere grad plads. Vi optog det meste af spisebordet.

Samtidig kan jeg ikke forstå at vi sammen kan lægge femhundrede brikker i løbet af højest to timer, men det skal tage os så meget længere at lægge det dobbelte.

Måske jeg skulle lede efter et spil med syvhundredehalvtreds brikker - hvis det findes.

Forresten var det Emilie, der lagde sidste brik. Hun samlede alt det manglende, mens jeg var væk hjemmefra sidste weekend. Ikke om hun sagde noget, hun ventede bare på overraskelsen til jeg kom hjem.

Puslespil er godt for hjerneaktiviteten, og så længe Emilie kan fastholdes i at synes det er sjovt, er vi ikke stoppet med at sammenføje brik efter brik. 

Hvordan fire timer forsvinder, inden jeg når at blinke

Jeg har siddet ned i dag. Hele dagen. Og så alligevel ikke helt så længe som jeg skulle have gjort.

Først personalemøde. Dernæst kursus, og for at toppe op var der også skolebestyrelsesmøde på programmet. Jeg blev ikke synderligt ked af det, da det sidste blev aflyst. Også selvom jeg synes det er et vigtigt arbejde.

På den kommunale Ungdomsskole i Rødovre ender mange af de utilpassede unge fra hele kommunen. På Ungdomsskolen kan de nogle andre ting end folkeskolerne kan tilbyde. På Ungdomsskolen er jeg tilbøjelig til at mene, at der er mere åbenhed for alt det, der er svært og de mange problemer unge mennesker kan tumle med.

For et par år siden henvendte en af skolens elever sig til sin lærer og spurgte om hjælp. Han mente at når de på skolen var så gode til at hjælpe ham med det faglige, kunne de måske også hjælpe ham med den vrede han bar rundt på og havde svært ved at håndtere.

Spørgsmålet blev hørt og en lille gruppe ansatte gik i gang med at søge efter løsninger. De kunne ikke finde nogen. De kunne ganske simpelt ikke finde noget brugbart for skoleelever. De fandt masser af psykologer, der tilbød behandlingsforløb, men de ville noget andet.

Det tætteste de kom på en løsning er det anger management kursus der tilbydes i Kriminalforsorgen. Fra skolens side ville de langt hellere sætte ind, inden de unge ender bag tremmer og får den mulighed.

Altså gik de selv i gang. De er tre meget kompetente mennesker, der brænder for stoffet og de brugte de unge på stedet som hjælp til at udarbejde materiale og kursusforløb. De første pilotundervisningsforløb for de unge har været i gang og evalueringerne er rigtig gode. Samtidig kan de reelt se at de unge flytter sig.

Der er ingen intention om at fjerne vreden. Der er en intention om at give de unge nogle redskaber til at håndtere vreden.

Kursusforløbet er ikke færdigt. Kursuslederne ser det nuværende materiale som det hidtil bedste, men det skal helst hele tiden arbejde og blive bedre.

For at blive bedre skal det bruges. Det skal ud på skolerne. Det skal tilbydes til en større gruppe børn. Der skal uddannes kursusledere.

I dag var første dag på mit kursusforløb. Fire timer med stive ører. Fire timer der forsvandt hurtigere end jeg kunne nå at blinke.

Det er spændenden det her. Og det er endnu mere spændende, fordi de tre kursusledere så tydeligt brænder for det de laver, og vil de unge på en helt fantastisk imødekommende måde.

Jeg glæder mig til næste gang.

Frøprinsessen Rose

Mød Rose.

Emilie ville have en frø. En lyserød frø, der skal hedde Rose.

Så det fik hun.

I går formiddags, da jeg egentlig burde læse lektier til dagens kursusforløb, hæklede jeg i stedet de sidste dele, og syede sammen til en meget lyserød frø.

Fordi Rose er en pige og fordi hun selvfølgelig er en pige, valgte jeg at lave kronen en lille smule anderledes end den originale. Højere og slankere og med perler.

Rose er flyttet ind hos Emilie og har indtaget ærespladsen i stolen Emilie selv købte og stadig er meget glad for.

Design: Tomato the Frog Prince af Heidi Bears.

Garn: Bomuldsgarn fra Søstrene Grenes, fra den lokale indkøbsmulighed og den nærmeste garnbutik.

Den færdige frø vejer 243 gram. Garnet står for 107 gram, resten er fyld -- og perler. Kroppen er fyldt med det sidste bamsefyld, mens ben og øjne er fra en af IKEAs monteringspuder, der tilnærmelsesvis ligner bamsefyld. 

Nåle: Hæklenål 2½ til det meste og 3½ til de fire blomster, der skulle have været med dobbelt garn. 2 strømpepinde str 2½ mm til tæer.

Størrelse: Den færdige frø er cirka 28 cm lang, 20 cm bred (over hoften) og 18 cm fra underlag til kronespids.

Bemærkninger: Det er stadig et fantastisk sjovt projekt.

På de fire blomster der danner mave, har de to yderste farver skiftet plads, så maven bliver en lille smule mørkere.

På alle de andre frøer, har jeg fortsat den yderste farve i blomsterne som tåfarven. Sådan blev det efter Emilies ønske ikke her.

Jeg hæklede de fire bagerste blomster til benene på en større nål og med enkelt garn.

Denne gang hæklede jeg også alt på de enkelte dele sammen. Jeg synes sammenhæklingen er rigtig flot. Flottere end sammensyningen, så jeg nøjedes med kun at sy de enkelte dele sammen. Dvs ben, øjne og krone på kroppen.

Jeg hæklede kugler som øjne i stedet for knapper og syede lodrette pupiller efter frøforeskrifter. Igen brugte jeg The Puk Projects anvisning til en kugle. Men med de ændringer jeg lavede ved den sidste frø og nedskrev på Ravelryprojektsiden.

Kronen lavede jeg en smule anderledes og mest efter gefühl.

Har du lyst til at se flere billeder af frøen, kan de ses lige her på Ravelry.

Haloween

I morges vågnede vi til manglende tv- og internetsignal. Begge dele vendte tilbage i løbet af formiddagen. Hvad der endnu ikke er vendt tilbage er til gengæld gadebelysningen på Tårnvej. Amtsvejen, der løber gennem hele Rødovre.

Altså cyklede jeg hjem i et noget mørkere mørke end forventet. Heldigvis virker signalerne ved lyskrydsene. Der er mange lyskryds på vej ad Tårnvej. Og lys fra boligblokke og køkkenvinduer og stuer hjalp også på vej.

Klokken var over ni, da jeg kørte hjem. I fredags holdt Klubben Haloween. Ungerne i Caféen ville også holde Haloween - alene, de måtte nemlig gerne være med til festen i fredags. Vi holdt ikke fest. Bare en aften med Uhygge.

En hurtig omklædning og jeg var klar. Frakkekjolen Sille syede engang for længe siden. Vistnok til brug i ramme alvor. Jeg bruger den kun til udklædning. Det er den til gengæld god til. Og en af de spidse hatte, der lå inde på kontoret fra i fredags.

Nemt. Og virkningsfyldt.

Anja lavede mad. Regnorme (spaghetti med rød farve) med blæksprutter (brunchpølser der både har trukket i farvet vand, fået et gyldent snit og til sidst er stegt på panden) og en levret blodsovs (kødsovs). Ungerne synes det var fantastisk.

Mens de udvalgte hjalp med at rydde op og vi ordnede køkkenet, blev det tid til sjov og boldspil. Senere satte vi film på. Gys. Der var rigeligt gys i den film i rette aldersklasse vi havde fundet. Og hvor er det sjovt at iagtage når der pludselig er bare bryster og kys midt på lærredet.

Vi sluttede med kage. Sådab en der var sjov at lave, og som så rigtig fin ud. Den smagte også fint. Desværre havde jeg bare bagepulveret. Det ville nok have løftet slutresultatet en smule.

Det var glade og højlydte børn, der gik hjem. Lige efter alarmen pludselig satte igang. Muligvis havde et par edderkopper været på spil - mente vagten, der hurtigt dukkede op.

Og undskyld billedekvaliteten - det er umuligt når mørket falder på

Sæt ild til billederne

For længe siden foreslog chefen at hobby i Caféen gerne måtte være lidt farligt. At man som barn i SFO'en kan vokse sig til nye muligheder. At alting ikke skal ligne hinanden.

Men hvad er farligt. Og hvad er for farligt. Jeg spurgte inspirationsdamen fra AV-Form for længe siden og hun foreslog at sætte ild til billeder. Jeg fandt aldrig rigtig ud af præcis hvordan man gør det, og havde i første omgang ikke så travlt - vi havde jo en ny aftale med hende.

Men omstændighederne gjorde, at jeg nok skulle have haft mere travlt. Først i allersidste øjeblik lykkedes det at finde ud af hvordan man gør. Ærgerligt, for jeg ville gerne have haft mulighed for at afprøve inden. Og endnu mere ærgerligt, fordi det viste sig at anvisningerne ligger frit tilgængeligt på AV-Forms hjemmeside.

I sidste uge prøvede vi så. Ungerne synes det var sjovt. Det lød glade råb, da vi i mørket satte ild til den brandbare lim. Resultaterne er knap så skønne, men det er ligemeget, og da ungerne ikke har specielt lyst til at tage dem med hjem, har vi endda ny udsmykning til Caféen. Jeg skal bare lige finde ud af at hænge dem op på den der del af væggen, vi ikke må bore i.

Dobbeltklæbende, blev jeg enig med pedellen om. Så jeg bare lige huske at købe....

Hvis andre skulle have lyst til at prøve, drog vi følgende slutninger:

• Det skal en del lim til - men heller ikke for meget.
• Det giver et flottest resultat, hvis limen bliver tværret ud.
• Det koster en pensel, som ikke kan gøres ren.
• Der skal sættes ild til limen med det samme - lad være med at hælde lim på mere end et billede ad gangen.

Det lykkedes

Stormen havde toppet i Rødovre, da vi gik hjemmefra. Det var alligevel en god blæst der mødte os undevejs.

Men det lykkedes. Både at finde Emilie og købe ind og finde hjem.

Og samtidig kunne vi mærke en markant lavere stormrate end da vi gik hjemmefra.

Lavere - men ikke forsvundet.

Vinden hyler stadig om vinduerne.

Og smssignalet er forsvundet...

Storm

Hele dagen har vi mere eller mindre ventet på stormen. Jeg forberedte altanen inden jeg gik i formiddags, og jeg har mere end en gang overvejet at Emilie færdes alene derude i dag.

Med denne uge starter hun endnu en omgang brobygning. Endnu en uge på Hotel- og Restaurantskolen. Hun har glædet sig. I morges ville hun cykle til Valby. Det var som sådan heller ikke noget problem, jeg forestillede mig bare at hjemturen ville være bedre tjent med toget.

Hun endte med tog begge veje. Sammen med Samar, der slet ikke stiler efter madlavning, men hellere ville bruge en uge sammen med nogen hun kender end alene.

Fra skole skulle hun direkte videre på arbejde. Jeg forlangte undervejs at få melding om at hun nåede godt frem. Det fik jeg. Da jeg stod ved busstoppstedet havde Emilie længe været i læ af Centrets indelukkethed.

Jeg kunne ikke lade være med skjult at grine lidt af den unge pige, der i stopstedets læ forsøgte at sætte sit hår - som helt sikkert ville se lige så uglet ud, når hun to minutter senere skulle fra læ over cykelsti til bus.

Inden jeg nåede busstoppestedet, havde jeg fået sendt de sidste tre drenge hjem. Vi havde egentlig stadig en halv times åbningstid, men vinden blev kun vildere og da en af dørene udtil, som ikke var låst, men forsvarligt lukket pludselig sprang op i den vilde vind, blev drengene alligevel enige med mig om, at det måske var på tide at vende hjem. De lovede også at lade være med at cykle. Jeg håber de holdt hvad de lovede. Jeg gjorde. Lod cyklen stå og fandt i stedet bussen.

Anders derimod, lod selvfølgelig ikke chanchen for en tur hjem over volden gå fra sig. Med forsikringer om at han var forsigtig og kiggede sig for - som jeg ikke er helt tryg ved - nåede han at se mere end et træ falde og endnu flere der var faldet.

Store træer - den store rodknold i bunden af et faldet birketræ fortæller han er langt højere end ham selv. Og Anders er temmelig meget tættere på to meter end jeg nogensinde kommer - selv med hænderne i vejret.

Jeg kæmpede mig hjem fra bussen. Valgplakaterne er ikke hevet ned af hærværksfolk i Rødovre. Det klarer blæsten. Jeg vil gætte på at trefjerdedele af alle skiltene enten er revet til ukendelighed eller ligger og flyder i buske og på veje.

Midt i vores betonforstadshelvede er der mange træer. Træer jeg er glad for. Træer der giver liv og får betonforstaden til at ses i bedre lys. I dag oplevede jeg et andet andet syn på træerne. Jeg er stadig glad for dem. Jeg har bare aldrig holdt så meget øje med hvert enkelt, i håbet om at de er stærke nok til ikke pludselig at knække over.

Jeg har varm the. Jeg lytter til vindens fløjten langs vinduerne. Og om en halv times tid pakker vi os begge ind og henter Emilie. Ikke om jeg vil lade hende gå alene hjem, når hun ved syvtiden får fri. Forhåbentlig er det værste overstået til den tid. Det ser ud som om det topper i Rødovre nu - skal jeg tro DMI.

Melodi

Midt i al strikningen og filmkiggeriet og snakken, blev der også tid til en tur i haven til lidt billeder af en sag, der har været færdig det meste af en måned.

Jeg ved ikke om vi var heldige da vi lejede, eller om Bettina bare har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at finde det bedste - jeg tror mest på det sidste. Men der er ingen tvivl om at det var et rigtig lækkert sted vi havnede. Et rigtigt sommerhus med brændeovn, hvidt træværk og fornuftige møbler.

Og en have nogen engang har sat en ære i at anlægge. Sådan en have, der er lagt et kæmpe arbejde i, og som selvom den tydeligt ikke længere bliver passet helt så godt, stadig bærer præg af stoltheden og glæden.

Engang i sommers slog jeg op til Melodi af Annette Danielsen. Opskriften findes i det lille hæfte Fin og Finurlig, men desværre ikke som en mulighed for link på Ravelry. Jeg ved man kan, men jeg kan ikke gennemskue at gøre andres opskrifter tilgængelige.

Jeg har lavet en del om. Eller - jeg har tilføjet til den oprindelige opskrift. Jeg har lavet den længere og en lille smule bredere forneden. Jeg har tilføjet en slids og lagt lidt flere masker i ærmerne, for jeg duer ikke til stramme ærmer.

Jeg ville have en tunika, men jeg lagde nok lidt for mange masker til i længden. I hvert fald er den blevet det meste af femten centimeter længere end jeg troede den skulle være.

Det gør ingenting. Den er nemlig blevet rigtig skøn. Og den gør sig godt både over cowboybuker og som kjole.

Og den er ret god at bo i en weekend i et sommerhus sammen med et par skønne veninder. Lige indtil brændeovnen bliver for varm og al ulden det samme...

Design: Melodi af Annette Danielsen fra hæftet Fin og Finurlig.

Garn: For længe siden købte jeg tre fed håndfarvet meleret petroleumsfarvet uld fra hedengangen Marianne Swit. Det kom i brug her, sat sammen med en tynd tråd alpaca i farven meleret marine fra Garnudsalg.

Den færdige model vejer 434 gram fordelt med 258 gram uld og 176 gram alpaca.

Pinde: Jeg har strikket med 4 mm rundpinde.

Størrelse: Medium - med mine tilføjelser.

Bemærkninger: I det store og hele har jeg fulgt opskriften. Jeg lavede dog nogle ændringer.

Jeg kan godt lide når strik flyder og falde pænt. Jeg synes det virkede dumt at slå op og samle masker op i opslagningen (og få en tydelig opslagningsrække på bagsiden) når det er muligt at gøre det usynligt.

Jeg slog derfor op med Judy's Magic Cast On, hvilket betyder at jeg allerede i opslagningen havde de masker, der otte pinde senere skulle samles op. Jeg slog op med enden af tråden lagt omvendt - så jeg i stedet for at starte med en retpind, fik opslagningen til at ligne en vrangpind. Det betød jeg kunne springe den første pind over og starte derfra.

Jeg ville have ekstra længde og slog ca 40 masker ekstra op. Herfra strikkede jeg helt som opskriften lyder - bortset fra at jeg brugte en lang rundpind og Magic Loop for at komme forbi det øverste hjørne, der ifølge opskriften kun kan strikkes med brug af strømpepinde...

Da jeg nåede sidestykket strikkede jeg en vendepindskile for at få en A-focon og lidt mere vidde til hoften. Jeg strikkede en slids med og gjorde forstykket ca 15 masker kortere end bagstykket.

I stedet for at strikke siderne sammen valgte jeg at sy dem sammen med maskesting. Det betød jeg sluttede inden sidste pind, som siden opstod af sammensyningen. Det færdige resultat ser fra bagsiden ud som om det er strikket ud i et.

Ærmerne oplevede jeg som meget smalle. Jerg bryder mig ikke om smalle ærmer, så jeg valgte at slå 14 masker mere op til ærmerne. Udtagningerne strikkede jeg helt som opskriften og for at slippe for de ekstra masker ved halskanten, tog jeg ind til raglan på hver fjerde pind i stedet for hver sjette.

Har du lyst til at se flere billeder af tunikaen/kjolen, kan de ses lige her på Ravelry.

Oh dear

Jeg vågnede i morges til synet af den her.

Meget stille og meget forsigtigt listede jeg hen og hentede kamaraet. Forsigtigt for ikke at forskrække forsøgte jeg med billeder gennem vinduet. Kræet var nærmest ligeglad, og kiggede længe, inden det løb rundt om hjørnet til kammeraten, der stod og gnaskede nedfaldsæbler ved det lille æbletræ. Bagved står forresten også en, men den så jeg slet ikke, før de alle tre fik nok og forvandt gennem hækken.

Det har været en skøn weekend. Vi har strikket - ikke så meget som vi kunne have gjort. Vi har snakket, så ørene var ved at falde af og vi har set flere film, end jeg plejer at se på en måned.

Vi har spist god mad, nippet chokolade og tørrede figner i en lind strøm. Vi har brygget the og kaffe og tømt et par flasker astii.

Nu er jeg hjemme. Glad og en smule træt...

Anders har lavet the - nu skal det nydes!

Med tid til strik

Vi har talt om det mange gange. Talt. Uden at gøre noget ved det.

Men nu gør vi det. Lader hus, hjem og resten af beboerne passe sig selv.

Vi har lejet en hytte og weekenden står på strik og hygge.

Når jeg har fri kommer Bettina og Karina og henter, inden turen går mod Nordsjælland. Hvor er jeg ikke helt sikker på, men noget med brændeovn og skov. Hvis vi nu skulle få lyst til en tur udenfor.

Jeg har pakket. Jeg har muligvis glemt noget. Men jeg har strikketøjet med - og varme sokker og en sweater.

Så kan det ikke gå helt galt.

Marmor og voldsomme jagter

Spisesalen på Eremitageslottet er et studie i barok. Den er plastret til med alt det, der gjorde barokken og ydermere ophøjede kongen til den enevældige han var.

Marmor i alle former - for marmor er dyrt. Derfor findes det både i ægte og mere uægte former. Den malede marmor, som jeg til stadighed synes er helt fantastisk udført. Tænk at de kunne. Men også stucco lustro - en plade dyppet i marmorstøv - så smager det lidt af fugl - og stukmarmor, som er formet og bygget op af knust marmor, tilsat lidt af hvert.

Loftet er et kapitel for sig. Fyldt med guld og sølv, stuk, gips, lyserøde basunengle, monogrammer, spejle og den blå himmel, der forkynder overenevælden.

Og så det lille bord i midten. Umiddelbart synes jeg bordet så afsindig lille ud, men med tanke på det antal tjenere og de store kjoler damerne har båret, passer bordet nok meget godt i størrelsen. Og samtidig har det nok ikke været kæmpestore selskaber, der er blevet trakteret i spisesalen under de morderiske parforcejagter.

Eremitagen står midt i Dyrehaven og stier løber ud i stjerneform fra slottet. Herfra kunne de ophøjede følge jagten på et udvalgt dyr - gerne en stor buk med et fantastisk gevir. Når dyret var jaget til det nærmest segnede, af ryttere i fine klæder på nøje udvalgte heste - som forresten også ind i mellem segnede i den vilde jagt, hvorfor friske heste stod klar - og hunde med de rette former, farver og velklingenhed i stemmen, red kongen ud og nedlagde det stakkels dyr med en imponerende kniv, der mest af alt ligner et sværd. En hirschfænger.

Parforcejagten var i højere grad et skuespil end en jagt. Det stakkels jagede dyr blev så stresset at kødet efterfølgende var uspiseligt, og Kong Christian d. V selv følte hvor farligt det var. Han blev nedlagt ef en hjort, der ikke var helt færdig, og døde efterfølgende af sine kvæstelser.

Der er en fantastisk udsigt fra Beletagen  - den smukke etage - på Eremitagen. I dag er det ikke voldsomme og udmattende jagter, der følges fra vinduerne. Årets Hubertusjagt kan ses fra slottet, hvorfra der er en fin udsigt til Magasindammen foruden Østersøen og til den anden side skov.

Dengang for længe siden ridsede hoffet gerne små notater og navne i vinduerne med diamantringe. Mange af vinduerne er skiftet ud og de gamle inskriptioner forsvundet, men der er stadig en - og noget mere nutidig. Med navnetræk har Henri sat dato for en Hubertusjagt for år tilbage.

En Eremitage

I ensomhed. På fransk. En luksus mange kongelige, i syttenhundredetallet og mange år både før og efter, ikke oplevede ret tit. Som oftest var de omgivet af tjenere, hoffolk eller andre. Hele tiden.

Hvem der opfandt eremitageborde ved jeg ikke, men både den gamle Hubertushytte - forløberen for Eremitageslottet, og slottet selv samt mange andre både danske og udenlandske slotte var udstyrede med eremitageborde.

Et eremitagebord er en sindrig indretning, der ville gøre Storm P stolt. Bordet, der stod midt i den imponerende spisesal kunne gennem en lem i gulvet og et hejseværk hejses gennem en skakt midt i slottet fra spisesalen og ned i køkkenet. I køkkenet blev bordet dækket, maden blev anrettet, lysene i kandelabrene blev tændt og hele herligheden blev hejst op i spisesalen.

Her kunne de kongelige spise alene, uden de allestedsnærværende tjeneste- og hoffolk.

Ydermere kunne de enkelte tallerkener hejses gennem bordet ned i køkkenet. Med kridt skrev man på den sorte dækketallerken hvilken ret man ønskede, og med præcision som enhver husalf på Hogwards dukkede retten op af bordet midt på tallerkenen.

De sindrige systemer betød formentlig at der ikke var meget plads til benene, men jeg tænker at det har været en ringe pris at betale for muligheden for ensomhed.

Da Eremitageslottet stod færdigt var det med et eremitagebord, der ikke holdt mange år. Et nyt blev bygget, men i dag også det væk. Faktisk eksisterer der ikke længere nogen borde af den type i Danmark, og det selv om det lille slot på sletten er opkaldt efter netop sådan et bord.

Der findes stadig eremitageborde i Rusland, og i kælderens køkkenregion, fik vi mulighed for at se en lille film af et bord i aktion.

I Eremitagens spisesal står et bord. Et fint bord. Men et langt mere almindeligt bord, hvortil maden bliver bragt via trappen.

Svævetrappe og hollandske kakler

Eremitagen er et meget lille slot. Bortset fra centrummet - den voluminøse spisesal på Beletagen - er alle rum meget små, og meget forskellige.

Fra en temmelig prunkløs Hall gik vi videre til trapperummet. Hallen har helt sikkert set anderledes mere indbydende og pompøs ud, da slottet var nyt, men nu er den en smule halvmørk og kedelig.

En række gevirer med mange takker kanter de grå vægge, mens døre og fyldninger er malet i de dengang meget smukke spanskgrønne og okkerfarvede. Farver jeg synes trækker en smule ned, men som sikkert har stået rigtig fint til de kostbare vævede tapeter der dengang prydede væggene, men som nu er gået tabt og ikke erstattet.

Som damen sagde - når vi ikke præcis ved hvordan de har set ud, vil vi hellere undvære end tilsætte noget, der ikke helt rigtigt.

Fra den lidt kedelige Hall gik turen videre til trapperummet. Her skal I se en svævetrappe, fortalte damen. En helt ny og vidunderlig måde at bygge trapper på. Det er ikke farligt, men der må ikke være for mange på trappen ad gangen.

Husk at slottet er bygget i 1736, og denne nye fantastiske trappeform var ganske ny dengang, sagde hun videre, inden hun sluttede med at fortælle, at trappen for os, nok ville fremstå temmelig almindelig.

Men den var fin, og helt anderledes end Hallen.

Trapperummet ligner lidt et køkken, malet i Berlinblå - i dag uden tilsat okseblod. Eller husene på Fanø. På Fanø er der ufattelig mange hollandske klinker. Sømændene tog dem med hjem, når de var på langfart. De brugte dem i overvejende grad som ballast. Sømændenes koner brugte dem til pynt.

Klinkerne i Eremitagen er ikke fra Holland. De er fra en lille fabrik i St. Kongensgade, der blev bygget til formålet. Her sad fire malere og malede efter hollandske foreskrifter. Malede mange flere kakler end dem, der sidder på væggene i trapperummet. Ikke to fliser er ens. Mange er næsten ens, men detaljer betyder alligevel at ingen er fuldstændig ens. Alle er med jagtmotiver. Eremitagen er et jagtslot, og det ses - både ude og inde.

I dag er kaklerne penge værd. Køb endelig hvis I skulle falde over kakler fra St. Kongensgadefabrikken, sagde damen. De bliver kun mere værd! 

Herfra gik turen videre til slottets eksistensberettigelse. Spisesalen. Stedet hvor kongen holdt taffel for de nøje udvalgte. Stedet der i barok overdådighed viste at kongen var højere end alle andre.