Jagten på fordelingskrydset

I SFO'en skal der opsættes Tabulex i de små afdelinger og Klubben. Inde hos mig skal der ikke være nogen, jeg har nemlig ikke opsynspligt. Mine unger er så store, at de kan selv.

Tabulex er et interaktivt system, hvor ungerne på en touchskærm selv krydser sig ind og ud. I dag sætter de analoge krydser på tavlen ved baren, hvilket selvfølgelig er et noget statisk system.

Tabulex kan nemlig meget mere. Ungerne kan for eksempel også markere at de er gået hjem til en specifik anden. Tabulex samarbejder via intranettene, så forældrene hjemmefra kan melde hvis barnet er syg eller holder fri. Forældrene kan også holde øje med, om deres barn er krydset ud eller ind.

Det sidste synes jeg er på kanten til for meget overvågning. Men det er en helt anden diskution.

I dag stod der pludselig en mand. Han ville gerne vide hvor Tabulexen skulle sidde. Det kunne vi fortælle ham. Men så nåede vi også grænsen for vores formåen ud i hjælpsomhed.

Manden ville nemlig også gerne vide hvor fordelingskrydset var.

???

Altså det der udtag, hvorfra ledningen til den virtuelle verden skal trækkes, så samarbejdet med intra kunne blive en realitet.

Lotte og jeg tog udfordringen op. Kom med gode ideer til hvor krydset kunne være. Vi startede på depotet, der lød som et fornuftigt sted at placere sådan noget. Der var ikke noget, der lignede udtag, skabe, bokse eller krydser.

Jeg tænkte om vi kunne følge ledningen fra computeren på kontoret. Det mente manden, måske godt vi kunne. Så vi prøvede, kravlede lidt rundt under bordet. Uden resultat.

Vi overvejede andre placeringer. Fik åbnet mere end en dør til gode muligheder. Alle oplagte, men krydsløse.

Vi ringede til chefen - havde et kort øjeblik glemt han var på kursus. Hvorpå vi løb hver sin vej. Lotte mod pedellen, jeg mod kontoret. Manden blev stående og ventede.

Jeg havde ikke held på kontoret. Men Lotte fik fat i Lars, der beredvilligt startede med at tjekke alle de steder vi allerede havde ledt. Vi ledte med, for det kunne jo være, vi ikke havde set ordentligt efter.

Så hentede han tegninger, telefonerede og ledte endnu en gang. Stadig med et manglende resultat. Boksen inde hos mig blev efterset. Også selvom vi egentlig godt vidste, den ikke var et fordelingskryds. Caféen har nemlig eget netværk, så vi ikke risikerer at alt bliver nulstillet hver nat. Det ville være lidt kedeligt, når vores computere er fyldt med spil, der gemmes og spilles videre på dag efter dag.

Til sidst gav Lars op. Fik kontakt til en højere kommunal mand, der straks satte af og mødte op, for at være behjælpelig.

Inden han nåede frem, fik Anja den fantastiske ide, at finde noget farvet tape, sætte et kryds på gulvet - helst under en af sofaerne - for at kunne sige, vi havde fundet det - krydset altså - når de vendte tilbage.

Det nåede aldrig at blive til noget. Børn kom i vejen, og det er langt vigtigere i en hverdag fyldt med børn. Men det var sjovt, og vi nåede at grine rigtig meget.

Det var næsten lige så sjovt, da den kommunale mand endelig dukkede op. Kun for tørt at konstatere, at i vores afdeling er der ingen kryds.

Og så forsvandt de. De to mænd. Vistnok for at finde ud af, hvorfra ledninger så skulle trækkes...