I mandags skulle Emilie med klassen til Christiansborg. De skulle være politikere for en dag. Et arrangement, der bliver stillet til rådighed for ottende og niende klasser.
Jeg synes det lød helt vildt spændende, og var det ikke fordi jeg var i Aarhus den dag, ville jeg hellere end gerne være taget med. Emilie synes overhovedet ikke det lød spændende. Punktum!
Da det pludselig gik op for hende, at hun ville være alene hjemme, om morgenen når hun skulle af sted, planlagde hun ret hurtigt at pjække. Hun var dog tro nok, til at meddele det til både os, klassekammerater og lærere.
Jeg synes selvsagt ikke, det var en god ide. Men hun stod fast, og da jeg vidste jeg ville befinde mig i den anden ende af landet, kunne jeg ikke gøre meget andet, end beklage at hun ikke tog imod muligheden.
Hun gjorde alvor af sin trusel. Omkring klokken tolv mandag indløb en sms med indholdet: God morgen. Jeg synes stadig det var en dum ide. Tænkte, at hun for første gange for alvor satte sig op mod autoriteterne. Dog havde hun meddelt det på forhånd. Slet ikke så dårligt endda.
Det var alligevel med slet skjult fryd, at jeg glædede mig, da hun tirsdag kunne fortælle, at klassen havde fået mulighed for at deltage i arrangementet endnu en gang. Altså tog de allesammen til Christiansborg i onsdags. Nogen havde været med før, og det synes det var fedt.
Andre - som i Emilie - synes det var svingende mellem kedeligt og okey.
Men hun fik prøvet det.
Og prøvet friheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar