Twilight

For et år siden var Twilight ikke noget, der kunne bringe Emilies sind i kog... Men så...

Da hun i sommers havde fødselsdag, var der ikke langt til beslutningen om, at fødselsdagsafholdelse for hende selv og Samar skulle vente til i dag. Til det store lærred. Til fortsættelsen på dramaet.

Billetterne var bestilt. Det ultimative lærred og de gode sæder i udsigt. Imperial med udsmykning og stemning. Facebookbeskeder fløj frem og tilbage i aftes. Sommerfuglene havde frit spil, og søvnen lå ikke lige for. Tøserne tog selv af sted. Nåede kun lige ind forbi og sige farvel.

Senere fulgte jeg. For at mødes og spise sammen. Satte mig i foyeren og ventede på at forestillingen skulle slutte. Ventede på de forventede skinnende øjne og glade smil.

Ved siden af mig sad to yngre kvinder. De havde tydeligvis børn, var stadig unge og havde stadig teenageårene i frisk erindring. De ventede også. På næste forestilling. Snakkede om lidt af hvert, talte sammen og havde begge indspark til samtalen. Den ene nåede at fortælle, at hun regnede med at skulle se filmen mindst fire gange.

Så dukkede endnu to veninder op. De havde været i kiosken og tanke op. Pludselig drejede samtalen.

Den sidst ankomne fyldte ikke kun i landskabet. Hun fyldte. Meget. Stemmen var høj. Gennemtrængende. Alle kunne høre hende. Samtalen forstummede. Blev til enetale. Alt handlede om hende. Alt. Fik en af de andre sagt noget. Formastede nogen sig til at sige noget, blev det straks drejet. Tvistet. Til samtalen igen handlede om den højestråbende.

Et øjeblik var hun væk. Straks var samtalen tilbage på et plan, hvor alle blev hørt, alle havde noget at komme med. Da den højtråbende vendte tilbage vendte samtalen også.

Jeg grinede lidt. Observerende og overvejede. Gemte mig bag mit strikketøj. De kendte tydeligvis hinanden. Måske gennem flere år. Måske var de en nydannet mødregruppe. Det skinnede ikke igennem. Men det var tydeligt, at de ikke var opmærksomme på dynamikken i gruppen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor lang tid der vil gå, før de får nok af hele tiden at blive tilsidesat. Hvor langt tid der går, før en af dem opdager det.

Filmen sluttede og mine observationer stoppede. Jeg gik udenfor. Opgav at finde tøserne i virvaret af filmgæster. Holdt fast i mobilen, og tænkte at de nok ville ringe.

Udenfor mødte jeg en af mine. En af de gamle Caféunger. En af dem, der gik ud for mange år siden, men stadig med mellemrum vender tilbage. Der var tid til knus og glade gensyn, inde hun sammen med en veninde fortsatte ind til næste forestilling.

Så ringede tøserne. Fandt vej ud. Glade, smilende, og fortællende.

Det er den bedste film de nogensinde har set. Jeg tror, jeg nu har en nogenlunde forestilling om handlingen.