søndag den 25. november 2012

Positive overraskelser


Meget kan man sige om mit nabolag, men at folk er overvejende positive, er ikke noget af det.

Slet ikke i Fakta.


Altanen, november 2012


Jeg synes ellers selv, at jeg forsøger at se alting med positive briller. At jeg er tålmodig, og gerne venter, hvis køen er lang. Det er desværre bare ikke det indtryk, jeg har af mine medmennesker.

Specielt ikke i Fakta!

Søndag har været grå. Det har regnet hele dagen. Effektiviteten har været på et minimum. Kun længslen efter cola og chokolade, kunne langt hen ad eftermiddagen få os ud af døren.

Så Emilie og jeg pakkede os sammen. Bevæbnede med hver vores paraply og en pose fuld af tomme flasker - som undskyldning - begav vi os mod den lokale og søndagsåbne Fakta.

Vores Fakta har været gennem mere end en ombygning. Hver gang med brede gange og mere plads til kunderne. Noget der hurtigt giver mere plads til flere varer i kurve, på paller eller dertil egnede reoler, og mindre plads til kunderne. Men sådan skal det vel være. Vi kommer fint rundt alligevel.

Den sidste ombygning flyttede flaskeautomaten ud af butikken og ind i et lille aflukke udenfor. Bestemt en pryd for butikken, der nu ikke længere har tomme poser og lugtende flasker til at ligge og flyde. Mens tilgangen til personale ved fejl på maskineriet, er lidt sværere.


Altanen, november 2012


Fremme var aflukket til flaskeaflevering allerede optaget. En ung mand stod og ventede. Og ventede. Mens displayet blinkede og maskinen bippede. Det plejer at betyde, at båndet ind bag i er fuld af flasker, der blot skal flyttes, for at endnu flere flasker kan få plads.

Vi ventede ikke længe, før endnu en mand bevæbnet med tomme flasker dukkede op og en kø tog sit udgangspunkt. Maskinen bippede stadig, så jeg lod Emilie stå med flaskerne og gik ind for at spørge efter hjælp til maskineriet.

Inden for var der travlhed. Tre åbne kasser, lange køer og mange kunder. Jeg fandt en ung pige og spurgte efter hjælp. Hun så noget usikker og meget ung ud, men lovede at kigge på det.

Jeg vendte tilbage til min plads i flaskeafleveringskøen. Den unge mand i båsen var ved at miste sin tålmodighed, men blev glad, da jeg kunne melde lovning om løsninger.

Og så var det jeg oplevede positiviteten. Lige uden for Fakta. Lige der hvor der oftest kun er negativt at spore. Vi kiggede på hinanden, var rørende enige om, at sådan en søndag er det næppe rart at være på arbejde. Specielt ikke når der er knald på, størstedelen af personalet er unge og afløsere, og flaskeautomaten næppe det, der får højeste prioritet.

Længe gik der ikke, før maskineriet kørte igen, vi kunne aflevere og komme videre. Men ikke uden først at smile til hinanden, ønske en fortsat god aften og gøre plads på vej ud og ind ad aflukket.

Måske er der slet ikke så negativt i Fakta.

4 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt med den slags positive oplevelser!

    Når jeg er i et supermarked (feks Bilka op mod jul) og folk går og brokker sig over at der er så mange mennesker, ja, så mumler jeg bare "du er jo selv en af de mange"...... Om de hører det eller ej ved jeg ikke, men jeg forstår ikke at man gider brokke sig over at andre har fået samme ide som en selv og er taget ud for at handle.....

    SvarSlet
  2. Lea, jeg kan ikke lade være med at grine, når andre går helt i selvsving. Specielt op til højtider. Og jo jeg ved godt at alle har travlt og alle er nødt til at købe ind på samme tid. Men hvorfor ikke få lidt sjov ud af det, i stedet for at stresse vildt og køre helt op. Det går jo ikke hurtigere af det :)

    Derfor var det også så lækkert at opleve det modsatte i dag :)

    SvarSlet
  3. Min datter arbejder i Netto....... Og hold op hvad de unge mennesker må lægge øre til. Den nye lukkelov gør især at der er sparet på personalet i de dyre aften og weekendtimer. Der er ikke tid til en flaskeautomat som går i stykker. Personligt handler jeg helst en aften efter arbejde frem for at bruge en fridag. Så ærger jeg mig ikke så meget over lange køer og der er som regel heller ikke ret mange i butikkerne kl 19

    Kh

    Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg på Ulla. Jeg kan til tider blive temmelig harm over kunder, der ingen forståelse har for de butiksansattes vilkår.
      Endnu engang må jeg sige, at det netop var den forståelse og vilje til at tage tingene som de kom, der overaskede mig positivt. Mine medventende var nemlig rørende enige om, at sådan en søndag eftermiddag, er der formentlig sparet kraftigt på personalet :)

      Slet