Hjerter og gamle kniplinger

I aftes syede jeg sidste sting på symaskinen, og kunne pakke syværkstedet væk.

I stedet pakkede jeg lerværkstedet frem. Jeg havde planer om flade julehjerter. Jeg har allerede for et par uger siden leget med ler og hjerter. De var inden syværkstedet overtog pladsen.

Men så sneg en anden ide sig ind. Simpelt, let og ligetil. Pludselig legede jeg med små buttede og langt mere fyldige julehjerter.

Det var sjovt og og hyggeligt, men så var der ikke mere ler. Nu er lerværkstedet også pakket sammen, og de flade julehjerter må vente til en anden gang. Måske det dukker op igen.

Nu ligger hjerterne til tørre. Præget af blonde af den ægte og fine slags. Fine kniplinger en dame for mange år siden har lavet. Meter efter meter vundet forsigtigt op, og gemt indpakket i syrefrit papir.

For mange år siden gik de i arv til mig. Gennem min mor. Jeg kender ikke damen, men hun havde ikke længere brug for dem. Nu bor de fine kniplinger hos mig. Mange gange har jeg fundet dem frem, aet og beundret. Med ærefrygt.

Jeg ved hvor meget arbejde, der ligger i de mange meter. Derfor ligger de stadig. Jeg kan ikke få mig selv til at sætte saksen i dem. Af ærefrygt og viden om det store arbejde.

Men at dyppe dem i ler er åbenbart ikke ærefrygtindgydende. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Måske fordi jeg kan bilde mig selv ind, at når leret er tørret, kan resterne rystes af, og de mange meter hænger stadig sammen.

Jeg synes blonderne og de små hjerter passer godt til hinanden. Og skønt jeg gerne ser dem solgt, når markedet lige om lidt slår dørene op, håber jeg der er nogle tilbage. For jeg er sikker på, at de pynte fint på mit juletræ.