Der er gået markedsproduktion i mit liv. Ideer vælter frem. Alt skal helst prøves med det samme.
Lige nu er det papir. Jeg folder og folder og samler og limer. I flere hold.
På mit bord står en skålfuld delvis foldede stykker papir.
Stakkels Anders nåede at se chokolade, inden virkeligheden gik op for ham.
Det bliver ikke til meget strik.
Og så lidt alligevel. Men kun lidt.
Jeg lovede for længe siden at strikke et sjal til Anja. Mange gange har hun sukket over mine. Har meldt sig som køber, skulle jeg finde på at sælge. Har sukket henført, når jeg har vist det sidste nye frem.
Jeg fik lyst til at strikke til hende. Fik lyst til et produkt målrettet hende. Lovede at hvis hun pegede på et mønster og selv købte garn, ville jeg lægge arbejdskraften.
Mønstre blev kigget. Uoverskueligheden blev sat på prøve. Mit Fantasiasjal blev færdigt, og jeg vidste det ville falde i god jord.
Jeg havde ret. Anja var ikke i tvivl. Det var det, det skulle være.
Næste punkt var garn. Jeg kom med forslag. Jeg kom med farvekort og webadresser. Anja tænkte, overvejede og endte med en bestilling.
I går fik jeg garnet med hjem. Det lækreste blødeste uld med en lille smule casmere. Dejligt at strikke af og i en skøn olivengrøn farve.
Og selvom der ikke rigtig er tid til strik, så er jeg startet. Siden er starten pakket ned. Kommer med på arbejde. Skal have plads i pauser og ved møder.
Mon ikke Anja gerne overtager, når det er min tur til referatskrivning, hvis jeg i stedet lover at strikke løs...
Er sikker på at Anja kan lokkes til at overtage referatskrivningen, hvis du strikker imens....
SvarSletUnikarina, det tænker jeg også :)
SvarSlet