tirsdag den 27. november 2012

November socks


Jeg er ikke imponeret.

Jeg har bare svært ved at sætte en finger på hvorfor.


November socks


Selve opbygningen af strømperne er der ikke en finger at sætte på. Mønstret er gennemtænkt og faktisk rigtig fint. Garnet var let at arbejde med. De var rimelig hurtigt strikkede. Også selvom jeg strikkede strømpe nummer to halvanden gang.

Jeg kommer også helt sikkert til at bruge dem.

På negativsiden tæller rod i regnskabet. Opskriften indeholder nogle fejl, der betød jeg nåede at strikke en halv sok, inden det gik op for mig, at jeg burde have tænkt selv. En alvorlig fejl - når man som jeg, valgte at lade være med at tænke selv.

Det tæller også opad på minussiden at strømperne strikkes over otteogtres masker. Jeg vidste godt, at det faktisk er for mange masker til mine fødder. At strømperne ender med at blive for løse.

Jeg strikkede dem alligevel.

Og de er da også fine.

Jeg har bare ikke lyst til en genopsætning.


November socks


Det er i øvrigt en sjov detalje, at strømperne stort set er ens stribede. Det er ikke noget jeg bevidst har stræbt efter. Jeg strikkede bare, fra den ene ende af nøglet, til der ikke var mere garn og fortsatte så til nøgle nummer to.

Jeg så det først, da de var færdige, og jeg fik begge to på.

Det er faktisk meget fint.





fakta




Design: November socks af Regina Satta.


Garn: Fantasy strømpegarn fra Sandnes Garn. Garnet er multifarvet i grønne og blå nuancer. De to tråde i garnet har hver sin farve, der ikke følger hinanden i farveskiftet, og dermed giver nogle lette glidende overgange - det hedder sikkert noget fint.

Farvenummeret er 8100.

De færdige strømper vejer 63 gram.


Pinde: Knitpicks str 2½ mm.


Størrelse: Mønstret er one-size. Det ærgrer mig lidt, for jeg synes der er for mange masker i omkredsen. Jeg stoppede foden da mønstret ramte gentagesesknappen, det passede mine størrelse 39 fødder perfekt.


November socks


Bemærkninger: Højre strømpe er strikket helt efter foreskrifterne. Næsten. For jeg valgte at vende snoningsretningen på snoningsrækken hen over foden. Det synes jeg passede bedre, rent optisk. Og så var der lige en mindre detalje ved tåen.

Venstre strømpe er et kapitel for sig. Strømperne består af to forskellige snoninger ned ad benet. De to forskellige snoninger giver mening, når mønstret ændrer karakter ned over foden.

Så langt så godt. Ifølge opskriften skal de to snoninger derfor bare bytte plads på venstre strømpe, og det er beskrevet fint i opskriften. Mønstret er bygget op, så der er to forskellige mønsterdele - de to forskellige mønstrerdele overfor hinanden på hver af de fire pinde, strømper ofte bliver strikker over.

Problemet opstår så, når der i mønsterdelen er en retmaske i den ene ende og to retmasker i den anden. Når mønstrene byttes om, ender der med at være et forkert antal retmasker i hver ende af pindene.

Mønstret skal derfor ikke bare byttes rundt, men fuldstændig spejlvendes. Det gælder også for den øverste kant. Hvis ikke, ender der med at være elleve masker mellem snoningerne foran på strømpen, i stedet for de tretten masker resten af mønstret kræver.

Jag valgte yderligere også at spejlvende alle snoninger. Det synes jeg ser pænest ud.


November socks


Så var der tåen:

Personligt mener jeg der mangler en enkelt linie i opskriften omkring tåen. Der er nemlig to masker mere på overfodens pinde, end på underfodens pinde, når strømpen når tåen.

Ifølge opskriften, skal der tages lige mange masker ind på alle pinde, til der er lige mange masker på alle pinde. Det synes jeg godt kunne være lidt svært. Det var dog forholdsvist nemt at rette op på. Jeg flyttede simpelthen en maske fra hver af overfodens pinde til hver af underfodens pinde, inden jeg lukkede af til tåen.

Jeg er egentlig ikke specielt vild med sammensyede tæer, men jeg valgte alligevel at følge opskriften og tage ind, til der er ti masker tilbage på over- og underfod, og sy dem sammen med maskesting.


Jeg har i øvrigt rettet henvendelse til designeren. Jeg har ingen tilbagemelding fået. Heller ikke en opdatering af mønstret. Det synes jeg er lidt ærgerligt. For jeg er formentlig ikke den eneste, der slår autopiloten til.

Måske det også spiller en rolle i min manglende imponering...


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.

8 kommentarer:

  1. Øh Pernille, jeg synes altså, at de ligner de strømper du plejer at strikke. Måske mønsteret er lidt anderledes, men det er da ikke meget.

    Jeg synes, at de er fine, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at du ikke er blevet udfordret nok - heller ikke selv om du slog autopiloten til og egentlig ærgerligt, at du ikke har fået en tilbagemelding fra designeren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret, Frederikke. Der er noget galt med strømperne. Faktisk er de rigtig fine.
      Det er nok i virkeligheden mere det, at jeg blev irriteret over at en korrekturfejl - for det vælger jeg at tro det er - kom til at betyde så meget. Og at den efterfølgende ikke engang er rettet. Selvom jeg har gjort opmærksom på det.
      Specielt fordi jeg faktisk har betalt for opskriften. Og det er jeg ikke ene om :)

      Slet
  2. Wauw hvor er de bare fede og farven er lige i øjet. :-)

    Jeg kan huske at jeg for rigtig mange år siden have sådan nogle super lækre hjemmestrikkede sokker som bare var så lækre og varme at have på - dine ser lige så skønne ud. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. De er også ret skønne, Catarina.
      Og jeg lever fint med, at de er lidt løse.
      I øvrigt er hjemmestrikkede strømper temmelig luksuriøst :)

      Slet
  3. Faktisk nogle smukke farveskift.

    SvarSlet
    Svar
    1. Losarinas mor, jeg synes farveskiftene er ret fantastiske :)

      Slet
  4. De ser nu ret fine ud med de snoninger! Du har fået drejet mønsteret godt, synes jeg, og iøvrigt valgt noget ret flot garn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg må jo indrømme, at jeg synes også de er rigtig fine, Christunte :)

      Slet