På tur i indre by

Emilies støvler hænger i laser. Sådan bogstaveligt talt. De støvler vi købte for et par år siden og som hun siden har brokket sig så meget over, at jeg har været sikker på, at hun ikke brugte dem.

Vi stod af bussen ved Frihedsstøtten og fortsatte mod Strøget

De var i sin tid nærmest et panikkøb, fordi hun bare skulle have noget, og de blev ret hurtigt afløst af noget andet, som for længst er slidt i stykker. Støvlerne derimod. De blev ikke brugt.

Der var ikke det, der ikke var i vejen med dem. De var grimme, de var for store, de var mærkelige at have på, og i bund og grund kunne hun bare ikke lide dem.

Himlen var høj og luften varm, da vi krydsede Rådhuspladsen

Da vi nåede Nytorv og udsigten mod Højesteret og afmærkningen af fordums tiders Rådhus, var de rigtige fundet, og vi kunne have vendt om... men man kan jo aldrig vide...

På et eller andet tidspunkt har hun ændret mening. Jeg er ikke helt klar over hvornår. I mit hovedet står stadig alle udsagnene fra dengang de var nye.

Nu synes hun bare de er dejlige. Behagelige, flotte, rare og alle mulige andre pæne tillægsord. Hvis altså ikke det var fordi der løber vand ind - også når det ikke regner, og overlæderet ikke rigtigt sidder fast til sålen.

Det går jo virkelig ikke.

Og jeg følger tydeligvis ikke med.

Så vi prøvede centret. Prøvede det hele. Uden held.

Sådan en lun lørdag i november, er der mange mennesker på Strøget

Emilie er nemlig udstyrede med brede fødder. Hun passer ikke hvad som helst - men hun kan stå fast. Til gengæld passer mine fødder hvad som helst, men det kunne vi ikke bruge til noget, og der stod ikke hverken sko eller støvler til Pernille på en eneste af mine penge.

Vi opgav centret og besluttede at støvlerne måtte holde til i dag. Holde til, at vi kunne komme ind til byen og et større udvalg. Det lykkedes. Også selvom vi nåede vidt omkring.

På toppen af Rundetårn var der fyldt. Nedenfor stod folk i kø for at komme op.

Faktisk nåede vi ikke langt, inden vi fandt de helt rigtige støvler. Men tænk nu hvis der var andre. Så vi lod dem stå og søgte videre. Slutteligt vendte vi tilbage. Støvlerne stod der endnu. Nu er de med os hjem.

Jeg nåede at tænke, at vi måske skulle have fået sat dem til side, mens vi ledte videre. Da ekspedienten under salget fik fortalt, at det var sidste par i den størrelse, nåede jeg også at ånde lettet op.

Tænk nu hvis ...

Turen tilbage til de rigtige støvler gik ad Fiolstræde og rundede både Frue Kirke og Universitetet.