I garnets tegn

Eftermiddagen er brugt sammen med strikketøserne. Selvom papirfoldningen lige nu trækker kraftigt, var det lækkert at kunne pakke strikketøjet, synke ned i en sofa, få theen serveret sammen med lækker æbletærte og vende den hjemlige verdenssituation.

Undervejs skiftede lyset fra høj himmel og strålende sol til tusmørke og nattehimmel.

På sidelinien havde vi et par børn, der tidligt er smittet med garnets glæder. Måske finder de senere for alvor glæden ved garn og pinde, måske ender de med at have fået nok af alt det garn.

Det er aldrig til at vide, men i dag gad de både fingerstrik og retstrik på et par pinde.

Også dagen i går bød på garn.

Sille sendte et råb om hjælp, og selvfølgelig ville jeg hjælpe.

Altså hoppede jeg engang i går formiddags på bussen og brugte tre-fire timer i selskab med Sille og et stort garnnøgle.

For længe siden strikkede hun en tunikating, der så spændende ud på mikromodellen i bladet, men som ikke gjorde noget godt for alle andre.

Modellen var på meget tykke pinde, og krævede flere tråde. En hel del. Faktisk havde hun strikket ikke mindre end seks tynde tråde sammen.

Det er slet ikke noget problem at strikke seks tråde sammen, når bare pinden de strikkes med har den rette størrelse. Men det kan godt gå hen og blive et problem, når det strikkede trævles op, og de enkelte tråde ønskes hver for sig.

Det er efterhånden længe siden, hun trævlede op, og vi første gang havde fat i det store garnnøgle og skilte tråde ad. Min erindring sagde mig, at vi ikke nåede særlig langt dengang, med en forventning om mange timers udredning liggende forud.

Jeg tog fejl. Vi nåede faktisk en hel del sidst.

Det sekstrådede garnnøgle, var nu kun tretrådet. Alt det garn vi udredte dengang, er siden transformeret om til handsker og et sjal. Nu manglede bare resten.

Heldigvis arbejder Sille og jeg godt sammen. Det har vi altid gjort. Både når det galdt danskopgaver i tredie klasse, matematik i niende, samling af møbler når en af os flyttede, eller garnnøgleudredning mange år senere.