Vi cyklede hjemad i strid modvind og udelukkende med tanke på at komme hjem. Ungersvenden kørte længe før os andre, så det var bare Tøsebarnet og mig.
Ikke meget fælleskørsel, bare derudad. Nogen gange var jeg forest – andre gange Tøsebarnet. Da vi passerede de to unge mænd ved et stoppested, kom jeg først, var passeret og forbi, da Tøsebarnet var lige ud foran og der pludselig lød et:
“Hej Smukke…”
Hey.. hun er kun et barn… eller hvornår holdt hun op med det???
:-) Måske det i virkeligheden var moderen det var møntet på..
SvarSletMen ja der kommer snart en tid kære Pernille, om ikke så længe måske.
Mange knus og dejlig lørdag
Henriette
Jeg tror altså ikke det var mig Henriette.. men jeg kan selvfølgelig ikke være helt sikker :)
SvarSlet