Dimission

Jeg ved ikke hvornår det begyndte, men at gøre så meget ud af en niende klasses afslutning er efter min mening lige i overkanten.

På den anden side så ungerne ud til at elske det. I det stiveste puds mødte de op med glade smil. Flere af dem havde lænset tøjkontoen på nye jakkesæt, balkjoler og højhælede sko.

Lærerne havde skrevet et fantastisk eventyr, hvor hver og en af eleverne var repræsenteret med hver deres forskellighed. Pakket ind, så kun eleverne kunne skelne nuancerne.

Inspektøren holdt en lang tale. Sagde rigtig mange gode ting, og rigtig meget, der med fordel kunne have været klippet ud af den store saks.

Afgangsbeviser blev uddelt, der blev klappet og endelig udfordrede inspektøren til sang. Hun fik samtlige elever til at gå på scenen og synge den afskedssang, de selv havde skrevet tekst til og som egentlig hørte til årets revy.

Og de gjorde det.

Så var der mad og oprydning. Jeg troede det var ganske naturligt at blive og få sat borde og stole væk, der ikke skulle bruges til den efterfølgende fest. I min optik kan det ikke være anderledes.

Jeg gloede noget, da flere af de forældre der på forhånd havde meldt sig som vagter til aftenens fest takkede for hjælpen…

Siden var der fest – efter Ungersvendens mening ikke den bedste fest nogensinde, og han nåede da også hjem inden festen sluttede. Nogen blev tilbage og hyggede, mens andre smuttede – det er vel egentlig som det skal være.

Nu sidder han tilbage med et eksamensbevis og karakterer der dækker bredt og har selvindsigt nok til at sige – okey, der hvor jeg ikke læste op gik det knap så godt. Og lige nu er han klar til at give den en skalle i tiende næste år, indhente der hvor der mangler og blive endnu bedre, der hvor alting bare kører.

Men først er der sommerferie.