45 markeringer

Ærmer og krop er klar til at samles. Jeg samler og strikker og flytter efterhånden alle masker på en og samme wire.

Jeg læser sjældent hele opskriften igennem fra start. Jeg vil hellere overraskes. Der er nu sjældent overraskelser i strikkeopskrifter, men engang imellem har man lov at være heldig.

Det var jeg i aftes. Det viste sig nemlig at der var brug for ikke mindre end femogfyrre markeringer rundt i bærestykket. Godtnok er der mange masker og godtnok skal der tages mange masker ind.. men det kom alligevel bag på mig, at jeg fik brug for så mange markører.

I første omgang fandt jeg plastikdimser og sikkerhedsnåle frem. Resultatet var nedslående. Hverken plastikdimserne eller sikkerhedsnålene var rare at holde hen over og langt mere vigtigt var det, at det ikke så pænt ud.

Siden jeg opdagede de fine maskemarkører med perler, tingeltangel og wirer er det blevet et must når jeg strikker. De er sjove og gør strikketøjet meget hyggeligere at se på.
Men de er også temmelig store og klirrer hvis de sidder for tæt. Jeg strikker tit på personalemøder og andre møder og så er det ikke særlig velset, hvis strikketøjet larmer for meget.

Nogle bruger snore eller andre materialer, for mig virker wire bedst. Mest fordi jeg ikke hele tiden kigger på det jeg laver og jeg er bange for jeg rask væk ville strikke enhver tråd eller snor med, der måtte krydse min vej. Sådan er vi så forskellige, men så længe vi hver især finder den bedste fremgangsmåde er alt i skønneste orden.

Efter sikkerhedsnålene blev dømt ude, overvejede jeg helt at droppe markeringerne. Men ved nærmere læsning af opskriften, må jeg indrømme at de godt kan gå hen og blive geniale at have.

I morges fandt jeg derfor alt hvad jeg havde af plastikperler og den sjove lyserøde wire frem. Sammen med enkelte glasperler, der bare ikke skal placeres ved siden af andre glasperler, og et par stykker af de fine turkiser fra min mormors kæde, er der nu fremstillet små markører til den store guldmedalje. Små markører med enkelte små perler, store nok til at dække for de flossede ender af wiren, der ellers griber fat og sidder fast i alt det dejlige garn.

Min mormor ville nok korse sig hvis hun vidste, jeg skiller hendes fine gamle kæder ad. Men det gør jeg, og jeg glædes hver eneste gang en enkelt af perlerne kan placeres på noget nyt.

Det blev til mange markører – der sidder tæt.. måske ender jeg alligevel med at fjerne nogle af dem undervejs.