fredag den 10. juni 2022

Tradition i mindre format

 

I går havde jeg fødselsdag. I går blev jeg et år ældre end sidste år, og i går fulgte vi traditionen med sushi i det grønne.

I går var alting også noget anderledes end normalt, og så på en eller anden måde tilbage til basics. 

 

 

Dengang vi startede med sushi var vi bare tre. Anders, Emilie og jeg. Vi kørte i Søndermarken, fordi det er et hyggeligt sted og lå i  umiddelbar nærhed af en af de sushiudbydere. Med tiden er flokken udviddet, det er stadig superhyggeligt, og vi bliver også mange igen. 

I går var vi bare os tre igen. I går gik vi noget nær rundt om hjørnet og fandt bænke bag Avertas baner ved Espelunden. De gode sushiudbydere er også flyttet til Rødovre, så selv om Søndermarken er et skønt sted, var det rigtig fint at blive hjemme. 

Søndermarken er der også næste år. 

 

 

Grunden til vi kun var tre i går, var den simple at jeg har inviteret til fødselsdag for venner, kolleger og familie i morgen. Jeg holder tøsefrokost, og mændene i mit liv har lovet at regere i køkkenet. Egentlig ville jeg have inviteret sidste år, det var dengang jeg fyldte rundt, men tiden var ikke rigtig til det. Altså bliver det nu, med et års forsinkelse.

Jeg glæder mig, forberedelserne har stået på et stykke tid, om lidt skal jeg ud og købe ind og med et par velfortjente fridage af den slags der ikke koster noget, har jeg god tid til at sørge for det hele. 

Emilie havde gaver med til mig i går. Tre skønne og meget forskellige ting, jeg både har ønsket og ikke vidste jeg manglede.

Dels fik jeg farve til neglene. Det vidste jeg godt, jeg har selv været med til at vælge farverne (jeg kan bare ikke huske hvad jeg valgte...) En lille Wraps per Inch måler - et værktøj spindere bruger til at vurdere tykkelsen af det færdige garn. Sådan en har jeg ønsket længe, og igen vidste jeg godt hun havde købt den. ((hun var nemlig i tvivl om hvad det var hun skulle have).

Og endelig noget jeg ikke vidste, og som jeg synes er en superhyggelig ide. Bogen om tørrede blomster. 

 


 

Jeg har ingen planer om at skulle tørre blomster, men med rejsen omkring de genbrugte bøger, begyndte jeg at snakke om pressede blomster, når bogen skal udfyldes. Emilie er efterhånden temmelig dreven ud i det med at finde gode genbrugsfund, og da hun faldt over blomsterbogen, tænkte hun at den skulle jeg da have.

Tak siger jeg, og har fundet afsnittet om pressede blomster.

Og tak for en skøn aften. 

 

 



4 kommentarer:

  1. Tillykke med fødselsdagen - og god fest i morgen :)

    SvarSlet
  2. Årh, nogle fine gaver! Stort, forsinket tillykke med fødselsdagen! Håber, du har haft en skøn weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Chistunte jeg har haft en fantastisk weekend :)

      Slet