mandag den 31. maj 2021

Bladlilje

 

For snart ti år siden fik jeg en flok grønne nøgler garn af bomuld og viscose, fundet i Netto, af Bettina.



Jeg havde en plan og hun købte. Der gik ikke længe før jeg slog op, og selvom resultatet som sådan var fint, endte jeg med at pille det hele op igen. Det samme skete med de to næste forsøg på at bruge garnet.

Nu har jeg prøvet igen. Denne gang i dobbelt garn, og håber på at jeg denne gang er endt med noget, jeg også ender med at bruge.

Man har vel lov at håbe.









Design: Bladlilje af Lene Tøsti.


Garn: Bomuld/viscose fra Netto. Garnet har en løbelængde på 210 meter pr 50 gram. Jeg strikkede med dobbelt garn.

Den færdige top endte med at veje 266 gram.


Pinde: Jeg strikkede med Lykke pinde - 3,5 mm og 3 mm i kanterne.


Størrelse: Large



Bemærkninger: Normalt flytter jeg rundt på maskerne, så jeg ender med flere masker fortil end bagtil. Det giver bedre plads til brystet. Det gjorde jeg ikke denne gang. Det kan godt ærgrer mig lidt, for ryggen er en lille smule for stor, og stoffet rynker lidt hen over ryggen.

Jeg husker det vel næste gang - for der er en grund til at jeg gør det.

Jeg startede med at strikke ribben med drejede retmasker. Øverst på mønsterrapporten går ribben en smule igen. De medfølgende ribmasker strikkede jeg også drejet ret, for at få en pæn overgang.

Jeg havde en ide om at ærmegabet var meget lille, og strikkede det derfor lidt større, efter forklaringen i opskriften. Det skulle jeg nok heller ikke have gjort. Jeg endte med et ærmegab der var meget stort. For meget stort. For at holde det lidt til, har jeg hæklet en række krebsemasker hen over bunden af ærmegabet.

Jeg strikkede medium fittet body. Det betød indtag og senere udtag på hver 4. pind. Ved udtagningerne tog jeg yderligere ud ved sidesømmen 3 gange, for at sikre nok bredde over hofterne.

Jeg skiftede ikke pind ved den nederste kant.



Lene Tøsti har lavet flere fine sommertoppe. Jeg kunne godt fristes til at strikke flere.


Vil du se flere billeder af toppen, kan den ses på Ravelry.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar