Jeg ku godt

 

Jeg tror vi alle sammen efterhånden er så brugte og slidte, at der ikke skal meget til at vælte læsset. Det er ikke for at beklage mig, det er bare sådan det er, det er ingens skyld men et vilkår. 

Til trods for skemaer der ændrer sig fra uge til uge, restriktioner der ændrer sig for uge til uge, incidenstal der ændrer sig fra uge til uge - i bund og grund uvisheden for hvordan morgendagen ser ud, om planlægningen holder eller om nyt skal tænkes ind - har vi en ledelse, der er opmærksomme på det, gør hvad de kan og i øvrigt er lige så slidte som os andre. 

Det var først da jeg endnu engang måtte erkende en forkølelse, der ikke bare lader sig nedlægge, at det gik op for mig, at det er jo sådan min krop reagerer på lidt for meget pres. Den måde min krop altid har reageret - det sætter sig i næsen (sådan groft skåret ud).

Jeg overvejede et øjeblik at aflyse overnatningen for Oscar, men unge forældre har også brug for tid alene, og Emilie og jeg var enige om, at vi nok skulle finde ud af at få hyggelige timer i selskab med den lille fyr. 

Han endte med at komme et par timer tidligere hjem end forventet, men det var mest fordi han selv ytrede ønske om at komme hjem. Han er meget farsyg for øjeblikket, og er ikke helt tilfreds med at være uden far, her hvor far altid plejer at følge med. Jeg tænker det går over med tiden og havde det helt fint med at kunne gå i brædderne et par timer før end forventet.

Men længe inden han ville hjem gik vi på legepladsen. Vi har flere legepladser i området og jeg havde udset en lille en af slagsen med udstyr der passede til årgangen. Oscar var ganske tilfreds, mente legepladsen var hans, og konstaterede at han faktisk godt kunne kravle op ad klatrevæggen til rutsjebanen, selvom han startede med at være noget usikker på den sag.

Jeg har før prøvet at vise ham hvordan fødderne skal placeres på klatregrebene, men hidtil har det ikke givet mening. Det gjorde det i fredags, og da først han kunne en gang, klatrede han igen og igen og igen. 

Oppe holdt han pause, kiggede ud, sagde Hej og snakkede lidt om at han godt kunne - Jeg ku godt - , inden turen gik susende ned af rutsjebanen og barnet susede om til klatrevæggen igen. Han prøvede også lige trappen på den anden side af stativet, men den var ikke helt så spændende som klatregrebene.

Gyngen var også i høj kurs, den medbragte gravko rodede lidt i sandkassen, men bedst var næsten at løbe hen over græsplænen. Kom, vi skal løbe, sagde barnet. Og så gik det ellers derudad i fuld galop.  

Heldigvis løber han ikke særlig stærkt.

Endnu.