onsdag den 26. maj 2021

Sway Socks

 

Maj måneds strømper i Majas årelange strømpesamstrik var Sway af Lykkefanten. De faldt ikke i Emilies smag, så jeg lod garnet, der ligger og venter på at blive strømper til Emilie ligge, og fandt i stedet noget andet, og strikkede til mig selv. 



Karen skriver gode opskrifter. Jeg har strikket en del af hendes opskrifter efterhånden, og bare derfor var jeg nødt til at strikke med. Mønstret var let at memorere, strømperne strikkede nærmest sig selv, og det tog da også kun i omegnen af en uge at strikke hele parret. 

Til gengæld kan jeg konstatere at det tager tid at få taget billeder, og endnu mere at få vist frem.

Da jeg kiggede i kassen med strømpegarn, for at vælge det helt rigtige, tog jeg mod til mig og strikkede af det sock blank jeg købte for år tilbage på Fiberfolk i Roskilde.

Det var sjovt. Umiddelbart overvejede jeg at pille det hele op, vinde det op i et fed og dampe, så de strikkede krøller forlod garnet. Jeg lod være, strikkede direkte fra det strikkede, huskede at sælgeren lovede krøllerne ville forsvinde i vask.

Det gjorde de.



Det sjove lå i at se hvordan det fine trykte mønster på det strikkede stykke, blev til noget helt andet strikket op. Det var nærmest magisk. 

Jeg fik lyst til at strikke af sock blanks igen. Tænker at næste gang jeg støder ind i sådan et, er jeg nødt til at slå til. 

Det kunne også være sjovt at trykke selv. 













Design: Sway af Lykkefanten.


Garn: Sock Blank fra Nor K. Farven hedder SB3#. Jeg er usikker på om hun stadig findes, hjemmesiden gør ikke.

Jeg brugte 77 gram.


Pinde: Jeg plejer at strikke på pind 2,5, men har længe ønsket at afprøve forskellen til pind 2,25. Det blev denne gang. Jeg strikkede magic loop på en 80 cm Addi  Premium. Det bliver ikke sidste gang.


Størrelse: Jeg har brede lægge, og startede med den største størrelse. Mønstret var nemt at rette til, så jeg, da jeg nåede hælen strikkede den midterste størrelse.

Foden er lige præcis lang nok til min størrelse 39.



Bemærkninger: Som sagt startede jeg med den største størrelse, og strikkede ned ad benet et par ekstra masker sammen, fordelt over mønstergentagelse 2 og 3, så jeg ved hælen nåede størrelse M.

Jeg ændrede både hæl og tå. 

Hælen er i opskriften ren glatstrik. Jeg synes hælen sidder bedre til når den er elastisk - altså rib. Jeg valgte at strikke de tre yderste masker ret, og strikkede en drejet rib over resten af maskerne. Jeg strikkede ribben fra retsiden og tog alle vrangmaskerne løst af fra vrangsiden. Det gør jeg tit, når jeg strikker hæl, får en pæn rib og slipper for at strikke vrangmaskerne drejede.

På billederne er tåen en stjernetå. I opskriften er vejledning til en tå, der ligner min almindelig anvendte til forveksling. Da jeg så billederne blev jeg glad for en anden tå, da jeg nåede anvisningerne blev jeg en smule skuffet.

Jeg endte med at finde en anden af Lykkefantens strømpeopskrifter, jeg tidligere har strikket og brugte stjernetåen derfra. 

Det er så let at strikke som jeg plejer, men den der stjernetå kan faktisk noget.



Der var et par første gange i det her projekt. Første gange som ikke bliver sidste. 

Det var første gang jeg strikkede fra et Sock Blank. Det var første gang jeg strikkede strømper på en pind 2,25. Det var første gang jeg strikkede strømper med magic loop. Det var faktisk også første gang jeg strikkede med en Addi Primium.

Jeg synes om det hele. 


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne kan de ses på Ravelry.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar