Agnes til Anders

 

Sidste år vandt jeg fire plader pladegarn i en striksammen. Garnet har den smukkeste brune melerede farve, og med det samme vidste jeg, at det skulle være til Anders. 

Jeg har aldrig strikket med pladegarn, det hører på en eller anden måde en svunden tid til, som jeg ikke har behov for at vende tilbage til. Men tiderne har det med at vende tilbage, og pladegarn er vendt tilbage og har indtaget markedet nok til at jeg ser det dukke op flere og flere steder.

Jeg er sjældent first mover på noget som helst, bilder jeg mig ind, og har en tendens til at skulle se noget mange gange, før jeg får lyst til at være med. Min søster sagde for år tilbage at der tog jeg fejl. Hendes oplevelse var dengang at jeg ofte lavede tøj, der godtnok på ingen måde var moderne, men som blev det.

Det har aldrig været med overlæg, men det skal nok passe at jeg somme tider har ramt noget, før det har ramt...

Nå men tilbage til pladegarnet, som jeg også vidste skulle være noget med flerfarvestrik. Et af mine få strikkeønsker for fremtiden.

Anders var straks med på det hele, jeg ledte nettet tyndt efter modeller, og han endte med at falde for Camilla Vads Agnes, hvorefter han blev sat til at vælge farver til mønsterstrikken. 

Ud over mønsterstrik på bærestykket, havde Anders en drøm om mønster forneden på både krop og ærmer. Det blev han også selv sat til, så mønstret forneden har han selv designet med voldsom skelen til opskriftens mønsterstrik - det skulle jo gerne se ud som om, det hørte sammen fra start.

Det er ikke den første mønsterstrikkede sweater jeg har strikket. Alligevel har jeg lært rigtig meget - og lavet en del som er endt med at blive, men som jeg en anden gang vil overveje at gøre anderledes. 

Anders er meget glad for det færdige resultat.

Design: Agnes af Camilla Vad.

Garn: Istex Plötulopi i farverne Dark Wood, Black Heather, Spruce og Ash Heather.

Den færdige sweater vejer 380 gram - 220 gram af den brune, lige knap 100 gram af den sorte og en lille smule af de to sidste mønsterfarver.

Pinde: Hele sweateren er strikket på pind 3½ med en tråd af det uspundne garn. Kanterne og vendepindende i halsen er strikket på pind 3. 

Jeg strikkede med Lykke pinde, som altså lige er lidt lækrere og afgjort min nyeste passion, når det kommer til strikkepinde. Jeg har ikke et helt sæt, men Emilie har de sidste år købt et udvalg af størrelser til jul og fødselsdage, så lidt har jeg.

Størrelse: Min strikkefasthed passede ingen steder. Det gjorde ikke noget, jeg regnede om, så den endte med at passe Anders. 

Jeg tog udgangspunkt i maskeantallet til en størrelse 102 centimeters overvidde, strikkede til arbejdet blev delt til krop og ærmer, inden jeg lagde opskriften langt væk, og strikkede resten efter forgodtbefindende. 

Bemærkninger:  I mine tidligere erfaringer ud i flerfarvestrik har jeg strikket på samme størrelse pind, gennem hele arbejdet. Både når jeg har strikket mønsterstrik, og når jeg har strikket glatstrik. Det har virket fint.

Jeg har ellers ladet mig fortælle, at det kan være en fordel at strikke mønsterstrik på en lidt større pind. Det skulle jeg nok have hørt efter... Det ved jeg næste gang. Det betød at bærestykket blev lidt fastere end forventet, og at både krop og ærmer snævrede lidt hurtigere ind, end de nødvendigvis skulle have gjort. Det sidste synes Anders var helt rigtigt, så selvom jeg egentlig gerne ville, blev det ikke lavet om.

Da jeg havde færdiggjort bærestykket og prøvede det på, synes jeg der manglede noget i nakken. Specielt fordi Anders ønskede en høj, tæt hals. Derfor samlede jeg masker op og strikkede vendepinde, den anden vej, over nakkens masker. Jeg opfandt et lille flerfarvemønster til formålet, for det strikkede blev for tyndt, havde jeg bare strikket i en farve. 

Jeg strikkede halsen to gange, fordi Anders ikke var tilfreds med tætheden i det første forsøg. 

Fordi mønstret nederst på ærmer og krop trak lidt sammen på stoffet, tog jeg noget i retning af 10% masker ind, inden jeg strikkede ribben. Ellers kom den til at flane. Jeg ved det, fordi jeg også her strikkede ribben to gange.

Endelig er der selve garnet. Jeg havde på forhånd regnet med at uspundet garn ville knække for et godt ord. Det gør det ikke. Som i nærmest ikke. Faktisk oplevede jeg det kun knække, når jeg hev for hårdt i det. På den anden side er det supernemt at splejse det sammen igen. Jeg rullede det sammen i let fugtige (slikkede) håndflader, og så var det bare at strikke videre.

Det er ikke sidste jeg jeg strikker af pladegarn. Heldigt nok, for jeg har temmelig meget tilbage...

Vil du se flere billeder, kan de ses på Revelry.