Selvom vores sociale bobler er meget små, er både Sille og jeg enige om, at når der skal skæres, skære vi i vores samvær. Rose er ikke helt enig, og efter meget lang tid, uden at have set hinanden, savnede Rose Pernille så meget, at vi blev enige om at ses.
Altså tog jeg til Frederiksberg lørdag formiddag, Sille fandt klapvognen frem og vi gik mod Frederiksberg have, hvor krokustæppet står i fuld flor. Rose var lykkelig for at holde Pernille i hånden og fortalte mange historier om, at børnehaven tit er i Frederiksberg Have. Vi gik også forbi børnehaven på vej tilbage, så Rose kunne vise frem.
Den nye legeplads, der er noget mere spændende end den gamle, viste sig at være uden alt for mange besøgende, så vi tog en tur rundt, mens Rose fortalte videre, kendte alle de gode steder, gik linegang på en slange af sten, fløj på eventyr på en drage af træ, gyngede, vippede, rutsjede og kravlede i installationerne.
Vi havde en skøn time, inden vi gik hjemad igen, barnet blev hentet af barnefaderen til påskefrokost sammen med et par onkler. Hun gik villigt med, selvom Pernille tydeligt var lidt mere spændende.
Efter afsked og lovning på at ses igen, var det tid til the, til venindesnak og opfølgning på alt det vi ikke har nået det sidste lange stykke tid.
Det var skønt at ses, og selvom vi skal passe på hinanden, skal vi også huske at være der for hinanden. Det er altså også vigtigt.
Hun er sandelig pludselig blevet stor! Dejligt at I kunne ses. Det er jo skønt at udendørsvejret (nogle gange) gør det lettere at mødes.
SvarSlet