torsdag den 25. februar 2021

Hornbæk Sø

 

Hornbæk er muligvis et udpræget turiststed om sommeren. I en tid hvor alting har lukket, virker der ikke så turistpræget.



Udflugtsmålene er ikke mange. Måske fordi turisterne for langt størstedelens vedkommende aldrig når længere end til de mange gallerier, havnen og stranden. Vi har været forbi både havn og strand flere gange på de daglige gåture, og har efterhånden lidt svært ved at finde nye udflugtsmål.

Jeg troede at plantagerne, der strækker sig vidt omkring Asserbo, også stadig ville være at finde omkring Hornbæk, men som vi ser det, er langt størstedelen nedlagt til fordel for bebyggelse. tilbage er Hornbæk Plantage, der blot strækker sig over tre kilometer langs kysten.Vi har efterhånden gået i alle retninger fra sommerhuset, og i morgen går vi mod plantagen.



Der er ellers fint i Hornbæk. Byen bærer præg af overklasse, kurophold og badehoteller fra en svunden tid. Her er mange fine gamle huse, der ligger mellem nyere af forskellig karakter og stilarter. Det er tydeligt at Hornbæk i tidligere tider udviklede sig fra et lille uanseeligt fiskeleje til en storindustri ud i turisme. 

Sommerhusene ligger tæt, stranden er skøn og jeg ser scener fra Badehotellet lige så let kunne have udspillet sig her, hvor det bedre borgerskab brugte somrene, længe inden den almene befolkning fik midler nok til ferie og sommeroplevelser.

Midt i Hornbæk ligger Hornbæk Sø. I forhold til byens størrelse er det pænt stor sø, reelt er der lige knap to kilometer, hele vejen rundt.




I dag gik vi rundt om søen. Vi startede sydfra ved marskområdet ved Horneby Sø. Området er fyldt med skræppende ænder og gæs, og ser ud som jeg forestiller mig Damhusengen ville se ud, hvis ikke dæmningen satte en stopper for alt for meget vand.

Mellem de to søer ligger Hottemosen, et ikke særlig stort område, der i mange år var tørlagt, men nu reetableret som et vådområde, der får lov at stå med et vildt og naturligt udseende. Hottemosen er med til at give søen sine meget forskellige karakterer. Mod syd, ved hornet er der vildt og utæmmet, mens der mod nord og byen er langt mere kultiveret og bebygget. Det er mod nord, der med mellemrum er bygget små bådebroer og i sæsonen er det muligt at fiske i søen - mod behørigt fisketegn. 

Da vi nåede cirka halvvejs gik vi fra søen mod indkøbsmuligheder og fortsatte turen rundt noget tungere læsset. 




Selvom foråret for alvor er slået igennem og vi gik med opknappede frakker og mindre beskyttelse om halsen, er det tydeligt at det var vinter og dybe frostgrader for mindre end en uge siden. Øverst er søen dækket af et lag perforeret is, der stadig er tykt nok til at bære søens flyvende befolkning, men som selv den mest dumdristige kan se, man skal holde sig fra.

Med en dybte på mellem en og knap fire meter, tænker jeg ikke det er umagen værd at falde igennem.

Der er noget med natur, vand og fuglefløjt, der får selv turen langs den mere befærdede del af søen, ud til Hornebyvej, til at geare alting ned og huske os på at vi skal nyde øjeblikket. Og ferien.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar