Vinterferie

 

Sjældent har en ferie været så velkommen. Og sjældent har jeg været så glad for, at jeg valgte ikke at dele sol og vind lige når det kom til efterårs- og vinterferien, men gemte det hele til en hel uge.

Det er tiltrængt!

De smås tilbagevenden til skolen trak tænder. Et skema, der gjorde det svært at få enderne til at nå sammen, og lidt for lang tid til at se det i øjnene, betød at jeg efter den første uge, var brugt i en grad, så det var svært at overskue noget som helst.

Heldigvis har jeg en ledelse, der lytter, en ledelse som egentlig havde set det, men også selv sad fast i alt for mange beslutninger på alt for kort tid. Jeg blev hørt, mit skema blev ændret, vikarer sat ind og Henrik overtog min tirsdag, og jeg blev sendt hjem for at trække vejret. 

At blive hjemme satte for alvor tingene i perspektiv, for nok var jeg hjemme, men alligevel arbejdede jeg hele dagen. Der var møder, der var nyhedsbrev, forberedelse og diverse skriverier til kolleger. Og så var der en tur ud i det blå sammen med to af de skønne fra 6. klasse. Det sidste gav energi, og det var skønt at kunne møde op igen onsdag og være klar til resten af ugen. 

Det var godt med mere luft, men sjældent har jeg følt mig så bombet og taget mig selv i at tælle ned til ferien endelig var en realitet.

Siden er skemaerne ændret, og der er plads til at få de der ender til at mødes, når vi i næste uge slår dørene op igen og ferien er slut.

Indtil da nyder vi stille dage i et sommerhus i Hornbæk. Bare Anders og jeg. Emilie nyder at have hele lejligheden for sig selv, mens studiedagene fortsætter uden ferie foran skærmen dag ud og dag ind.

Planen er simpel, vi vil ud og gå lange ture hver dag, og ellers så lidt som muligt. Jeg vil strikke, mens Anders vil fylde os med god mad. Og endelig har jeg en plan om at lære at drikke rødvin, Anders er helt med på den ide, han hjælper gerne og har for længst lært det. 

Foreløbig går alting efter planen - næsten. For min cykel, som er medbragt som trækdyr, når der for eksempel skal hentes brænde, har sine helt egne planer. Altså er den indtil nu lappet en enkelt gang og har givet udtryk for at ventiler ikke nødvendigvis holder luft...

Det var cyklen, der bragte mig forbi Nakkehoved Fyr, den dag vi ankom og jeg var så forhippet på at hente nøglen til sommerhusets hoveddør, at jeg glemte at læse det med småt, og måtte ud på en tredive kilometers tur efter linned, inden ferien for alvor gik i gang.

Det var faktisk en skøn tur, selvom det nåede at blive bælgmørkt inden jeg var tilbage, og jeg kunne konstatere at det hverken er særlig rart at køre på mørke landeveje eller blive blændet af billister med langt lys, der for størstedelens vedkommende blændede ned i det øjeblik de kunne se mig, Selv med de gode lygter min cykel er udstyret med, skal de alligevel et stykke tættere på, før de ser mig, end jeg ser dem. 

Og mens vi lader op, er vi havnet det helt rigtige sted med god plads til bare at være, helt som vi har brug for lige  nu.