onsdag den 3. februar 2021

Scrunchies

 

Dengang i firserne, dengang jeg syede alt mit tøj, brugte jeg selvfølgelig også resterne til scrunchies... fordi firserne...

Det er lissom et overstået kapitel.



Nu er de tilbage. På fuld knald, og Emilie er nået til det punkt, hvor hun snakker om at sy kjoler og bruge resterne til beklædte elastikker til håret. Og jeg "kom til" at vise hende, de også kan strikkes.

Selvfølgelig skal hun have matchende hårpynt.

Rester fra de to trøjer jeg strikkede til hende sidste år, blev derfor over et par dage omdannet til fire scrunchies i forskellige variationer af de tre typer garn jeg har brugt.

Der er stadig garn tilbage, og en ny trøje på vej, med tilhørende rester, der snildt kan kombineres med det allerede gemte.




Vi cyklede en tur på Volden, jeg havde et andet færdigt projekt der skulle foreviges, og Emilie mente at selv små hårpynteting bør fotograferes siddende i håret.

Normalt går jeg til Volden, og så er det lidt langt for at tage billeder af færdige projekter. Men på cykel er det ingen sag. Vi blev ret hurtigt enige om, at det kan godt gå hen og blive et foretrukket sted til photoshoots.









Design: Der er vel næppe tale om et design...


Garn: Rester af CaMaRose Månestråle, Onion Silk Mohair og Onion Alpaca+Merino+Nettle.

Det er et meget lille projekt. Jeg endte med at bruge 14 gram Månestråle (to scrunchies), 28 gram Silk Mohair (to scrunchies) og 15 gram af den Alpaca+Merino+Nettle (1 scrunchie)


Pinde: 4 mm 40 cm rundpind. Korte spidser Knit Pro Royale.


Størrelse: Øhhh - cirka 10 centimeter i diameter...



Bemærkninger: Jeg slog 70 masker op og sttrikkede noget i retning af 8-10 centimeter før jeg lukkede af. Jeg foldede stykket om en elastik og brugte den sidste maske fra aflukningen til at fortsættelsen - at hækle  enderrne sammen.

Der ligger vist flere forklaringer på YouTube.

Jeg forsøgte med forskellige elastikker, og forventer en tilbagemelding fra Emilie. De første to fik et stykke helt almindelig bukseelastik, bundet sammen med en knude, indeni. De to sidste blev udstyret med forskellige hårelastikker jeg havde liggende. En tyndere og en tykkere.

De fire forskellige scrunchies er garnmæssigt fordelt, så jeg har strikket en med to tråde Månestråle og en med en enkelt tråd. Derefter strikkede jeg en af de Oniongarner, og endelig en med to tråde Silk Mohair.

Alle sammen samme antal masker og samme pind. Lidt forskellig længde, inden afluk, fordi jeg ikke synes der var grund til at måle. Jeg stoppede, når jeg synes det så fornuftigt ud.

Emilie er tilfreds.


Har du lyst til at se flere billeder, kan de findes på Ravelry.




'

2 kommentarer: