Vi havde fornøjelsen af Oscar i weekenden. Forældrene tog gerne mod en friweekend og ønskede med det samme så sen en aflevering som muligt.
Inden da havde vi hygget og leget, grinet, sunget og været i kælderen og fundet de gamle børnebøger frem. Jeg ved jeg har en bunke Totte og Lotte bøger, men de lå mærkeligt nok ikke sammen med de andre, så Oscar måtte nøjes med Spørge Jørgen, Rasmus Klump og Morten Skildpadde.
Jeg tog Tante grøn, Tante Brun og Tante Lilla med op, men det var mest for Emilies skyld. Den var så absolut blandt hendes yndlinge og vakte gensynsglæde. Oscar skal nok vente lidt endnu.
Det var koldt ude. Vanterne som han ifølge far havde med, kom aldrig længere end til vuggestuen, så iklædt Emilies lidt for store handsker lykkedes det alligevel at holde lidt på varmen. Vi har senere opgraderet udstyret herhjemme, så han har et par handsker her.
Det sjove blå skæve bygningsværk, man kan kravle ind i, var han omkring flere gange. Vippen sammen med Emilie var et hit, mens den lille gyngehest ikke var imponerende. Den skulle vist hellere have lignet en hest.
I øvrigt smelter farmorhjerter en smule, når barnet med overbevisning i stemmen proklamerer at Farmor er sød. Også selvom det i højere grad lyder som Farmor er død.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar