Efter 21 dage

Der var zumba på græsset ved de udendørs bassiner i Vestbad i formiddags. Arrangementet er en del af "Yay, vi er tilbage og åbner igen" arrangementerne, der vist er holdt over en uges tid.





Zumbatimen var gratis og for alle der havde lyst (max 50 deltagere), så jeg lokkede både min mor og Emilie med. Emilie var ikke synderlig imponeret, min mor synes det kunne noget, men var lidt ærgelig over ikke at kunne følge med.

Desværre fortsætter det ikke ude på plænen. Naboerne klager over larmen fra musikken og så må det flyttes indendørs. Så vidt jeg ved, må der være 15 i den lille sal, så det gælder om at være hurtig vd tasterne og melde sig til.

Det er fedt at danse igen, samtidig er jeg lidt i tvivl om, hvornår jeg kommer med igen. Ferien står for døren og et eller andet sted er det lettere at overskue når den er slut.



Markøren sidder der, hvor udfordringen startede.


Men det var egentlig de enogtyve dages hækleudfordring jeg ville fortælle om.

Enogtyve dage, enogtyve rækker på evighedsprojektet. Jeg nåede endda at færdiggøre to par strømper, hvis rester begge nåede at komme med. På nogen af de sidste rækker.

Jeg hæklede næsten hver dag. Der var et par dage jeg af den ene eller den anden grund ikke fik det gjort, men så hæklede jeg en ekstra række dagen efter.

Sjovt nok synes jeg ikke det er vokset meget. Jeg går ud fra det handler om at en række om dagen, går så tilpas langsomt, så jeg ganske simpelt har glemt hvor langt (eller kort) jeg var nået, inden de enogtyve dage.

Her er et målebånd helt på sin plads. Tæppet havde en højde på 24 centimeter, da jeg lagde ud. Efter enogtyve dage måler det 35 centimeter. Det er alligevel en forskel. Men ikke de 120-30 stykker jeg satser på at ende ud med.

Om et par år eller fem. Hvis jeg er heldig.

Det var en hyggelig udfordring og det gider jeg godt igen en anden gang.





I øvrigt prøver jeg stadig at finde resteprojekterne frem om søndagen. Men kun hvis andet ikke føles mere presserende.

Lige nu er der ikke så meget andet. De to lækre uldne trøjer, der ligger i kurven med strikketøj, er simpelthen for varme at sidde med. Så de er sendt på sommerferie. Bare lige lidt, for jeg gider dem faktisk rigtig godt. Jeg kan bare ikke holde ud at sidde med dem.

Og sådan opstår der hurtigt små dilemmaer i dagligdagen.