Rigsdagen

Rigsdagen i Berlin har siden sin fødsel været gennem mangt og meget. Der har været brandt, den er blevet bombet, overløbet, spæret inde, pakket ind og endelig restaureret og taget i brug igen. Den har samlet folket, været symbolet på magt og frihed på en og samme tid.

Det er en fin bygning, med mange arkitektoniske finurligheder, som vi ikke var tæt på, men som kunne være spændende at se nærmere på.

Det skulle der være mulighed for.





Grundstenen til rigsdagen blev lagt i 1884 efter at Tyskland blev et samlet hele, dog stadig som et kejserdømme. Ti år senere stod den klar og kejserens regering, med Bismark i spidsen, flyttede ind.

Indskriptionen over indgangen Dem Deutche Volke, var arkitektens dedikation til klienten - folket der betalte for bygningen. Den blev dog først en realitet i 1915 efter mange og lange debatter om hvad og hvorfor der burde stå.

Efter første verdenskrig og Tysklands nederlag sammen med novemberrevolutionen, der for alvor gjorde kål på kejserdømmet, måtte kejseren abdicere, Tyskland var ikke længere et monarki, demokratiet vandt og Weimarrepublikken opstod.

Revolutionen betød uroligheder i Berlin og Weimarfolkene mødtes derfor i Weimar, mens Rigsdagsbygningen ikke blev brugt helt så meget.

Weimarrepublikken bestod i fjorten år - mellemkrigsårene, der bød på en del politiske uroligheder og kort sagt endte med nazisternes overtag. Og optakten til anden verdenskrig.





I 1933 blev bygningen sat i brand. Den store sal i midten af bygningen brændte, og blev ikke genopbygget. Flere kontorer blev dog stadig brugt, men de større samlinger under Hitler blev flyttet til en nærliggende tidligere opera. Branden er den dag i dag stadig en gåde, som formentlig aldrig bliver opklaret.

I forbindelse med krigens sidste dage blev bygningen bombet og den russiske hær havde ikke meget tilovers for den demokratiske højborg, som derfor blev yderligere medtaget.

Under den kolde krig endte Rigsdagen på vestsiden af muren. Tæt på dødsstriben, som det store bygingsværk, der holdt øst- og vestberlin adskilt, blev kaldt. Den vesttyske regering flyttede til Bonn og igen stod bygningen tom, men stadig som et tegn på demokrati. Den vestberlinske befolkning mødte flere gange talstærkt op på pladsen foran bygningen - mod Tiergarten - når der skulle markeres det ene eller det andet.

Bygningen blev undertiden brugt til repræsentation og i løbet af 1950'erne blev bygningen restaureret. Fra sin fødsel havde bygningen en kæmpe kuppel af glas og stål, der dengang var et teknisk mesterværk. Den ødelagte kuppel blev fjernet, og først genopført, da bygningen efter genforeningen blev gennemgribende restaureret.

Billedet her har jeg vist i et tidligere indlæg, men jeg synes det gav mening at vise, hvor tæt på muren bygningen lå. Muren går midt gennem den vej, der løber langs Rigsdagen.


I 1955 blev bygningen pakket ind af den bulgarsk-amerikanske billedekunstner Christo Javacheff og hans kone. Indpakningen og planlægningen, for ikke at tale om forhandlingerne om at få lov, tog lang tid, selve indpakningen stod ikke i mange dage.

Efter murens fald og et samlet Tyskland blev det efter mange diskussioner besluttet  at rykke regeringssædet tilbage til Berlin. Det er vist her jeg burde fortælle, at Rigsdagen slet ikke hedder Rigsdagen, men Bundestag.





I dag er bygningen gennemrestaureret. Kun ydervæggene står tilbage. Vi så ikke meget af den indvendige del af bygningen, mest taget og den store kuppel, som jeg forestiller mig er en hyldest til den første kuppel, fra dengang bygningen var ny.

Nederst i kuplen er en fin lille udstilling, der mest består af billeder og tekst, som fortæller om bygningens historie. Her er blandt meget andet stemmesedler, der under Nationalsocialisterne kun havde én mulighed for at afgive stemme og senere, under det kommuniske styre i øst, et parti men flere opstillede.

Det var også her jeg lærte, at i Tyskland fik kvinderne ikke stemmeret før i 1919.