Berliner Unterwelten

Tilbage til julen snakkede vi Berlin, og Nina talte så entusiastisk om Berliner Unterwelten, at vi slog det op, kiggede og besluttede at det så spændende ud.

Jeg er bange for, at jeg ikke kan skrive helt så entusiastisk som Nina om stedet.





Til højre den ikoniske figur af Conrad Schumann, der som den første østtyske soldat flygtede.


Berliner Unterwelten holder til ved Gesundbrunnen U-Bahn, ikke langt fra Bernauer Straße, hvor rester af muren står som et tankevækkende monument, hvor en lille del af murkonstruktionen stadig kan ses og tættere ved Mauer Park, som vi aldrig har besøgt.







Berliner Unterwelten handler om Berlin under jorden. Om udgravninger, om byen før byen blev en by, om historie og rigtig meget den kolde krig. Der er en lille udstilling tilknyttet, den så vi ikke, måske havde det været mere spændende.

Mest af alt står Berliner Unterwelten for guidede ture under jorden. Ture om alt muligt, der knytter sig til den underjordiske del af Berlins historie. Det være sig gamle udgravninger om byens tilblivelse (tror jeg nok) eller - de eneste der fandtes med engelsktalende guider - ture om tiden da Berlin var delt i Øst og Vest.

Vi valgte turen om flugtruterne under jorden.









Inden jeg fortsætter, får jeg lyst til at fortælle historien om dengang jeg var på lejrskole i Lønstrup med et par ottendeklasser. En tur til Lønstrup har for Rødovrebørn altid også betydet et foregående arbejde om Skagensmalerne og under turen et besøg på Skagen Museum.

Vi var for mange til een guide, og blev derfor delt i to grupper med hver deres guide. Den ene guide var optaget af stoffet, vild for at dele og så energifyldt at alle lyttede og fik noget ud af oplevelsen. Den anden var ... ikke særlig spændende - for at sige det mildt. Der var børn fra den ene gruppe, der sivede til den anden...


Historien var tæt på den samme i Berlin. Bortset fra vi ikke havde en anden gruppe at kunne sive til.

Der var så meget spændende at fortælle, der var masser af stof og det kunne have været en fantastisk oplevelse. Det blev det ikke. Jeg står til gengæld tilbage med oplevelse af, hvor stor en forskel en engageret guide og en guide, der er mere optaget af sig selv, gør.

Jeg tror jeg skal stoppe her, og erkende at vi ikke var de eneste med den oplevelse. Vi holdt ud til den bitre ende, og fik også ind imellem noget godt med. Andre var ikke helt så udholdende og forsvandt drypvis, når det undervejs var let at slippe uset af sted.







Jeg hørte meget jeg vidste på forhånd, men der blev også fyldt lidt mere på.

Under jorden var der tre flugtmuligheder: U-bahnslinierne, kloakerne og gravede tunneller. I området omkring Bernauer Straße blev de fleste tunneller gravet. Her ligger grundvandet dybt - eller jorden højt - og det gør det lettere at grave uden at støde på vand.

Langt de fleste flugtruter blev iværksat fra vest mod øst af studenter, der ville hjælpe deres medstuderende ud af østblokken. Inden muren blev alt for udbygget skete der er ret stor "hjerneflugt" for øst mod vest. Det vil sige de veluddannede og de studerende valgte at flytte sig.

Undergrundsstationerne blev lukkede, de steder hvor det var muligt at komme fra den ene sektor til den anden, og alle de stationer, hvor ruter, der startede i vest og kørte gennem øst for at ende i vest, blev i øst lukkede helt af og blev spøgelsesstationer. Mellem sporene blev lagt fakirmåtter, så folk der forsøgte alligevel sad fast. Ligesådan blev kloaker lukkede med gitre.


Vi gik under jorden, over sporene, hvor den øverste del af de gamle højloftede undergrundsbaner blev lukket af til bombeskjul, vi kiggede ned på spor med kørende tog, så spændende ting og blev ført videre gennem skjulte gange og ud halvvejs nede på metrostationen, for at tage toget to stationer til et gammelt bryghus på Brunnenstraße, hvor den sidste tunnel blev gravet, men aldrig taget i brug, for den østtyske efterretningstjenestes lytteudstyr var blevet så udbygget at den blev opdaget.





Vi måtte ikke tage mange billeder. Derfor er de eneste billeder jeg har fra bryghusets kælder, hvor en rekonstruktion viste hvordan gravearbejdet har fungeret med planlægning, afstivning, lamper og måske en "organiseret" elektrisk kabeltromle, der kunne trække vognen med jorden tilbage til udgangspunktet.

Bryghuset lå i øst. Gravearbejdet startede i vest, og jeg er imponeret over hvor præcist sådan en flok ingeniørstuderende formåede at ramme, når den gravede gang, skulle se lys igen.