søndag den 13. januar 2019

Den der udfordring...


Kan I huske det? Sidste år udfordrede jeg mig selv til at sy seks kjoler på et år. Seks kjoler skulle være til at overskue... Mente jeg.

Og syede en. EN!

Det er ikke imponerende. Det må kunne gøres bedre. Så udfordringen fortsætter i år. Samme mål, samme tid - seks kjoler på et år.

Jeg har klippet den første. Som jeg skal bruge, når der er tresårsfødselsdag til februar. Det skal jeg nok nå.





Men inden jeg nåede at lægge stoffet i maskinen, kom noget andet i vejen. Og selvom det andet ikke tæller - fordi det ikke er en kjole - så tror jeg på, at jo mere tid jeg bruger sammen med symaskinen, jo større chance er der for, at jeg finder min indre lyst til at sy frem i lyset igen.

Det andet var en sengerand. Daniel og Amalie fik en gammel lyserød en af slagsen allerede inden Oscar blev født. Lyserød stod ikke øverst på Amalies ønskeliste, så jeg lovede (og håbede det ville være med til at finde den der lyst) at ombetrække den til noget med blå.

Og så skete der ikke mere. Der var tid nok, bildte jeg mig selv ind, mens babyen voksede i maven, babyen blev født og babyen sov trygt i liften i sengen og derfor ikke havde brug for en ombetrukket sengerand endnu....





Men nu er han altså blevet for stor til liften. De sidste fjorten dage har han sovet i sengen uden lift, og efterhånden er han mobil nok til at komme i karambolage med tremmerne. Noget måtte ske...

Fredagens tur til byen indeholdt derfor også en tur i Stof & Stil, hvor jeg længe ledte efter blåt bomuldsstof. Til sidst gav jeg op, blåt bomuldsstof i mønstre der fandt nåde for mit blik, var ikke til at finde, og så fandt jeg noget andet. Jeg nåede at vaske det inden vi tog ud og hørte musik i fredags, og siden har jeg arbejdet på den både lørdag og søndag. Og indrømmet - det tog to dage, fordi det krævede en del overspringshandlinger at komme i mål...

Som prikken over i'et fandt jeg en af de allersidste mærkater, jeg brugte mange af, dengang jeg syede på daglig basis. Måske skal jeg have nogle nye...

Jeg kørte forbi med den i eftermiddags, Amalie blev glad og synes også blå var overvurderet.







Nu er det så jeg burde sy på den der årets første kjole.... Men! For der er er et men. Amalie fik sagt noget om at Oscar vokser ud af alle sine bukser, så med i kurven hos Stof & Stil røg også et par halve meter stof til babybukser.

Babybukser er nemme at sy. Det gør jeg lige først...

I øvrigt syede jeg ikke kun den ene kjole sidste år. Jeg har kigget lidt på det, og selvom det ikke tæller i udfordringen syede jeg faktisk lidt mere. Ikke meget i forhold til tidligere tider foran symaskinen, men lidt har også ret:


  • En nederdel med fine striber.

  • To projekttasker med monterede broderier.

  • Frakken blev endelig færdig.

  • Nicklas fik et tæppe til sin attenårs fødselsdag.

  • Og endelig klippede jeg sidste års kjole nummer to - som jeg faktisk har syet lidt på også. Men det er en sommerkjole, så den får lov at vente lidt endnu.


Men nu er det tid til babybukser.





2 kommentarer:

  1. Sikke fin den blev sengeranden 😍
    Jeg synes osse, jeg har syet et hav af bukser til Njord, det sidste års tid. Jeg bruger et mønster fra minikrea "babysæt med", de sidder bare rigtig godt. Og så har jeg sat str i, da Amalie, klagede over at det var svært at holde styr på om han ku passe dem. Da jeg jo fik lavet flere str. i det samme stof 😂
    Men det med at sy til mig selv, det ligger det altså tungt med her.

    SvarSlet
    Svar
    1. Trine, størrelser er da en fantastisk ide. jeg tror jeg kommer til at kopiere dig, for jeg kommer vist også til at sy flere størrelser i det samme stof.
      Ja, det er noget nemmere at sy babytøj end til voksne :)

      Slet